Over 100 virksomheder var meldt til, da der torsdag morgen var nytårskur for Tårnbys erhvervsliv. Nytårskuren foregik på rådhuset, hvor der både var stande, som virksomhederne kunne besøge, mulighed for at netværke, sable champagne og ikke mindst skåle det nye år ind.
En god blanding af store og små virksomheder var mødt op, da rådhushallen torsdag morgen dannede en lidt kold ramme for vores første nytårskur for Tårnbys erhvervsliv. Det var en stolt og tilfreds borgmester, der kunne notere sig, at over 100 virksomheder var meldt til:
”Nytårskuren for erhvervslivet er et uformelt mødested, hvor vi gør plads til at netværke og mødes på tværs. Mit mål er at gøre det til en ny tradition,” sagde borgmester Allan S. Andersen blandt andet.
Ros for samfundssind
I sin velkomsttale kiggede borgmesteren tilbage på 2022, der på mange måder har været endnu et kriseår. Han takkede erhvervslivet for at have vist samfundssind og taget godt imod de ukrainske flygtninge, der er kommet til Tårnby, men han talte også om, at mange virksomheder er presset økonomisk på grund af energiudgifter og inflation. Derfor har Tårnby Kommune vedtaget en række lempende tiltag:
” Vi fremrykker konkret vores leverandørbetalinger indtil udgangen af første kvartal 2023. Vi giver også dispensation, så vores normale betalingsfrister godt kan overskrides.”
I 2023 ser borgmesteren især frem til udviklingen af erhvervsområdet Kirstinehøj III, der nu for alvor begynder at tage form.
4 stande
Til arrangementet var der også opstillet fire stande, som virksomhederne kunne besøge. Her kunne de blandt andet møde Erhvervshus Hovedstaden, der tilbyder gratis rådgivning om vækst og udvikling og Virksomhedsservice, der kan hjælpe med rekruttering. Hos Center for By, Miljø og Klima kunne virksomhederne blive klogere på kommunens grønne indsatser og hvordan de selv kan hjælpe udviklingen på vej, mens de hos Tårnby Forsyning kunne stille spørgsmål til fjernvarmeudrulningen.
Som et særligt festligt indslag kunne en række deltagere også få mulighed for at prøve champagnesablingens kunst. Med til nytårskuren var nemlig Danmarksmester i champagnesabling Marianne S. Petersen, der havde forskellige sabler med og kyndigt instruerede de modige sabelsvingere, så ikke en dråbe gik tabt. Og det var så også en anledning til at skåle og ønske hinanden godt nytår.