Pilegårdsbadet lukker efter sæsonafslutning, og der arbejdes videre med en samarbejdsaftale med Københavns Kommune om Kastrup Skøjtehal. Det bliver oplægget til en politisk beslutning i Tårnby Kommune.
Efter et sonderende møde med parterne bag budget 2023 kan borgmester Allan S. Andersen konstatere, at der er opbakning til en model, hvor man arbejder videre på at få en aftale på plads om Kastrup Skøjtehal. Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune tilkendegav i januar, at man var villig til dialog om en 50/50-ordning om skøjtehallen, og det er med udgangspunkt i den tilkendegivelse, at der nu vil blive arbejdet videre for at finde en løsning. Parterne bag budget 2023 udtaler: ”Vi er meget tilfredse med, at vi nu er nået et stykke længere i processen og har skabt klarhed om Pilegårdsbadet og en mulig fremtid for skøjtehallen. Det er en god beslutning, men den kræver også af os, at vi finder de ekstra penge, det koster at drive skøjtehallen”. Det videre forhandlingsgrundlag om skøjtehallen skal nu konkretiseres i en sag til Kultur- og Fritidsudvalget i Tårnby Kommunes møde den 20. februar, så der kan træffes formel politisk beslutning om at gå videre med samarbejdet med Københavns Kommune. Pilegårdsbadet ønskede Københavns Kommune ikke at indgå en aftale om, og svømmehallen må derfor lukke, dog først når sæsonen for svømmeklubben slutter i juni – ikke den 15. april som tidligere meldt ud som skæringsdato. Spørgsmål kan rettes til Center for Politik og Kommunikation på kommunikation@taarnby.dk eller på telefon 24 76 48 16.