Over 100 gæster var mødt op for at fejre Hovedbibliotekets 40-års jubilæum mandag. Jubilæet blev fejret med 80’er live-musik, lagkage og jubilæumstale. Og vinderen af bibliotekets store jubilæums-quiz blev fundet.
Si’ du kan lide mig. Den jeg elsker. Barndommens Gade. Og mange flere 1980’er hits blev spillet live på Tårnby Hovedbibliotek mandag eftermiddag, da bibliotekets 40-års jubilæum blev fejret. Tårnby Hovedbibliotek havde nemlig skruet helt op for 80’er stemningen med både live-musik i rotunden og udstillinger rundt i huset, som mindede om året 1983, hvor biblioteket blev indviet. Der var pyntet med fødselsdagsflag foran hovedindgangen, og det strømmede ind med gæster på biblioteket. I alt var over 100 mennesker mødt op for at tage del i til jubilæumsfejringen. Der var kaffe på kanden, bibliotekets personale delte jubilæumslagkage ud, som Cafe Cookie havde lavet, og de første 100 gæster fik en jubilæums-mulepose. Hør Mette Heinesen, Leder af Team Oplevelse på Tårnby Hovedbibliotek, fortælle om jubilæet:  Borgmester Allan S. Andersen holdt jubilæumstalen, hvor han fremhævede, at Tårnby Hovedbibliotek i dag er et moderne kulturhus og vigtigt samlingspunkt i kommunen:     ”Jeg har glædet mig til i dag. For i dag fejrer vi, at en af vores vigtige kulturinstitutioner fylder rundt. Vi fejrer de fire årtier, der er gået, siden åbningen, men mest af alt fejrer vi det, som Tårnby Hovedbibliotek er for alle os i dag”  ”Som borgmester er jeg glad for, vi har et åbent sted som her, hvor alle er velkomne, og hvor man kan komme så ofte, man har lyst. Jeg er da også sikker på, at mange af jer, der er kommet i dag, er her, fordi Tårnby Hovedbibliotek har en helt særlig plads hos jer og i jeres hverdag,” sagde han til de mange fremmødte. Arrangementet blev rundet af med kåring af vinderen af bibliotekets jubilæumsquiz, som alle har kunne svare på i ugerne op til arrangementet. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Klaus Bach, gik på scenen for at annoncere vinderen, og da der var to borgere, der havde svaret rigtigt på alle 13 spørgsmål i quizzen, overrakte han begge en præmie til dem hver. Her kan du finde alle svarene på jubilæumsquizzen De 13 rigtige svar på jubilæumsquizzenTårnby Hovedbibliotek er tegnet af den danske arkitekt Gerhdt Bornebusch og stod færdigt i foråret 1983. I dag er det et aktivt og levende hus med mange arrangementer og besøg. Sidste år havde biblioteket knap 300.000 besøg, og flere end 200.000 bøger blev lånt ud. Se billeder fra jubilæumsfejringen her