Dragør, Tårnby og Københavns Lufthavn styrker samarbejdet om håndtering af PFAS-forurening
Vi har nedsat en arbejdsgruppe i samarbejde med Københavns Lufthavn og Dragør Kommune. Alle tre parter er opsatte på en målrettet og effektiv håndtering af PFAS-forureningen i lufthavnen, så den kan fungere som et forbillede for lignende forureninger andre steder i Danmark. Københavns Lufthavn har gennem de seneste år investeret et større millionbeløb i afværgeforanstaltninger, ligesom der planlægges nye indsatser de kommende år. Håndteringen af forureningen kræver et tæt samarbejde mellem lufthavnen og de to kommuner. Derfor har adm. direktør i Københavns Lufthavne, Thomas Woldbye, borgmester i Dragør Kommune, Kenneth Gøtterup, og borgmester i Tårnby Kommune, Allan Andersen nu besluttet at styrke samarbejdet om håndteringen af PFAS-forureningen yderligere ved at nedsætte en arbejdsgruppe med deltagelse af specialister fra CPH, Dragør Kommune og Tårnby Kommune. Arbejdsgruppen skal gennemgå eksisterende og planlagte indsatser, og klarlægge behovet for eventuelle nye indsatser. Arbejdsgruppen skal ligeledes se på, hvordan Københavns Lufthavn de to kommuner bedst kan hjælpe hinanden med bl.a. kortlægning og afværge. Samtidig kan arbejdsgruppen identificere eventuelle barrierer for indsatserne, som kommunerne og CPH i fællesskab kan arbejde for at nedbryde. Endelig skal arbejdsgruppen sikre en god kommunikation til borgerne i Dragør og Tårnby, så de løbende informeres om status og fremdrift.