Koncertkaravanen Grøn tog torsdag hul på sin årlige turne rundt i landet, og festen startede i Øresundsparken, der nu kan føje Medina, MØ, Saveus, Andreas Odbjerg, Aqua, Artigeardit, Benjamin Hav og L.O.C til listen af optrædende kunstnere.
Billetterne var revet væk, og køen af mennesker (endda babyer med høreværn), vattæpper og klapstole var lang, da koncertkaravanen Grøn torsdag tog indtog Øresundsparken som start på sin 40 års jubilæumsturne. Stemningen var i top, mens de cirka 17.000 publikummer strømmede ind for at finde den bedste plads mellem de to scener.
Klokken 14 blev folkefesten skudt i gang af bandet Saveus. Det er Tuborg og Muskelsvindsfonden, der står bag Grøn, og arrangørerne var meget begejstrede over, hvor velegnet Øresundsparken var til arrangementet, både på grund af sin størrelse og beliggenheden med metro lige i baghaven.
Tak til Tårnbys borgere
Klokken 21.30 kunne de koncertgæster, der havde holdt ud til det sidste, forlade pladsen, og de i alt 60 lastbiler og 17 busser med crew og udstyr satte i løbet af aftenen og natten kurs mod Kolding, hvor Grøn fortsætter fredag.
Borgmester Allan S. Andersen udtaler om det veloverståede arrangement i Øresundparken:
”Det kræver sin forberedelse at få 17.000 koncertgæster på besøg. Jeg er glad for, at det er gået så godt og håber, at mange flere nu har fået øjnene op for alt det, Tårnby har at byde på. Tak til borgerne for deres store opbakning og tålmodighed samt de ansatte i kommunen, der har været involveret i projektet. Denne gang havde vi erfaringen fra Ed Sheeran koncerterne at trække på, og jeg synes, det er gået over al forventning. Også tak til Muskelsvindfonden for et godt samarbejde.”
Plads til forskelle
Hele overskuddet fra Grøn-koncerterne går til Muskelsvindsfonden, og hos både Tuborg og Muskelsvindfonden er man glade og stolte over, at man nu i 40 år aktivt har arbejdet for at skabe et mødested med plads til forskelle, hvilket er afgørende for, at personer med handicap kan deltage på lige fod og føle sig som den værdifulde del af fællesskabet, de er.
Se alle de fine billeder fra Grøn i Øresundsparken