For andet år i træk får Tårnby titlen som Skoleidrætskommune. I alt har 14 danske kommuner fået titlen i 2023.
Idræt og bevægelse står så højt på skoleskemaet på Tårnbys skoler, at vi er blevet udpeget som en af landets Skoleidrætskommuner 2023.
Tårnby Kommune er nemlig én af 14 danske kommuner, der har fået titlen i 2023. Titlen uddeles af Dansk Skoleidræt til de kommuner, der prioriterer bevægelse og idræt i skolen særligt højt. Det betyder samtidig, at vi er en ud af fem kommuner, som får titlen for andet år i træk.
I de senere år har vi gjort meget for at få endnu mere bevægelse og motion ind i skoledagen. For eksempel har vi lavet en bevægelsesstrategi på hele skoleområdet, som sætter retningen for, hvordan skolerne skal arbejde med bevægelse. ”Jeg er stolt over, vi er lykkes så godt med at få motion på skoleskemaet, at vi nu får den flotte anerkendelse som Skoleidrætskommune 2023. Vi ved, at børn lærer bedre og trives mere, hvis de bevæger sig, og det har skolerne i Tårnby virkelig for øje. Jeg vil gerne sende en stor ros til de mange dedikerede lærere og skoler, som får gjort skoledagen mere aktiv”, siger borgmester Allan S. Andersen.
Legepatruljer og idrætsudvalg
Der er forskellige initiativer, som er med til at skabe gode rammer for bevægelse i skoletiden. Fx er der ”Legepatruljer” i frikvartererne, som sætter aktiviteter i gang, der både er med til at fremme bevægelse og trivsel. I løbet af året bliver der afholdt flere fælles idrætsarrangementer for skolerne, og skolerne samarbejder med lokale idrætsforeninger.
I et kommunalt Bevægelses- og Idrætsnetværk mødes to lærere fra hver skole løbende for at dele erfaringer og inspirere hinanden til nye måder at få bevægelse ind i skoledagen og udvikle idrætsundervisningen. Derudover har flere skoler sit eget idrætsfagudvalg, som arbejder med at sikre de faglige mål og udvikle idrætsfaget.
Om Skoleidrætskommuner
I 2022 var det første gang, at Dansk Skoleidræt udpegede Skoleidrætskommuner. Udvælgelsen sker på baggrund af en kortlægning af indsatsen i kommunerne.
Formålet er at sætte fokus på, hvordan landets kommuner arbejder med at skabe en varieret skoledag, hvor netop bevægelse står som et centralt element i elevernes læring og trivsel.
Læs mere om kåringen af danske Skoleidrætskommuner 2023 her