Kommunen tilbyder nu voksenelevløn til alle social- og sundhedselever over 25 år, for at flere kan få mulighed for at uddanne sig med Tårnbys ældrepleje som læreplads.
Flere skal have mulighed for at uddanne sig til social- og sundhedshjælper eller -assistent i Tårnby. Derfor tilbyder Tårnby Kommune nu voksenelevløn til alle social- og sundhedselever, der er over 25 år.
Med den nye ordning kan man under uddannelsen som social- og sundhedselev tjene cirka 22.900 kroner om måneden med voksenelevløn.
Eleverne er afgørende for kvalitet i fremtidens ældrepleje
De bedre økonomiske rammer for SOSU-elever er en investering i fremtidens ældrepleje i Tårnby, fortæller borgmester Allan S. Andersen.
”Ikke kun her i Tårnby, men også i resten af landet ser vi ind i en fremtid med flere ældre, øget kompleksitet og mangel på faglært arbejdskraft i det nære sundhedsvæsen, som blandt andet er ældreplejen. At rekruttere og fastholde social- og sundhedselever er helt centralt for, at vores ældrepleje kan have den kvalitet, vi ønsker, i fremtiden”, siger borgmester Allan S. Andersen.
Mere plads til erfaring
Lønaftalen udspringer af de erfaringer, som kommunens Center for Rehabilitering, Omsorg og Sundhed har gjort sig i forbindelse med ansættelse af elever. Christina Gadegaard er uddannelsesansvarlig på SOSU-området, og hun fortæller:
”Hidtil har det været svært at klare sig økonomisk under uddannelsen, hvis man eksempelvis har været flere år på arbejdsmarkedet, har etableret sig med familie eller har fast bolig. Dette har afholdt flere ansøgere fra at tage SOSU-uddannelsen”.
Fordybelse og forskellighed
”Andre elever har påbegyndt uddannelsen, men har måttet supplere deres økonomi ved at arbejde ved siden af deres uddannelse, som er en 37-timers stilling. Dette har haft negative konsekvenser for deres indlæring og indfrielse af faglige mål”, forklarer Christina Gadegaard.
”Med den nye elevløn skaber vi plads til, at flere forskellige mennesker med forskellige baggrunde, som alle brænder for at arbejde på social- og sundhedsområdet, kan blive kolleger i vores ældrepleje. Vi ser forskellighed som en stor styrke, og vi ser frem til at være med til at uddanne endnu flere dygtige elever inden for det her vigtige fag”.
Vil du vide mere?
Vil du høre mere om at blive SOSU-hjælper eller SOSU-assistent i Tårnby Kommune? Så kontakt Det Uddannelsesansvarlige Team på sosuelev@taarnby.dk eller på telefon 23 32 36 55 på hverdage mellem klokken 8.00 og 9.00.
Se ledige elevstillinger og læs mere om, hvordan du kan blive SOSU-elev i Tårnby Kommune
Om SOSU-uddannelserne
SOSU-uddannelserne er en blanding af skoleophold og tid på et oplæringssted på eksempelvis et plejehjem eller i hjemmeplejen. Det tager maksimalt 3 år og 4 måneder at uddanne sig til SOSU-assistent og 1 år og 7 måneder at uddanne sig til SOSU-hjælper.