Den 11. og 18. november blev der afholdt informationsmøder om udviklingen af området omkring vandtårnet på Englandsvej for henholdsvis områdets beboere og foreninger.
I de kommende år skal bydelen Vandtårnsbyen udvikles og fornyes. Det centralt beliggende område omkring det gamle vandtårn på Englandsvej skal udvikles til at være et varieret boligområde, der bidrager til et levende og attraktivt byområde. Der er indgået et samarbejde med Industriens Pension, som får forkøbsret til området og til gengæld udvikler materiale, der kan danne grundlag for en arkitektkonkurrence og senere en lokalplan for området. Borgerinddragelse fra projektets start Den 11. og 18. november var først områdets beboere og siden foreninger inviteret til informationsmøde på Tårnby Skole, hvor de kunne få svar på deres spørgsmål om projektet. Forud for mødet for blandt andet foreninger, der bruger lokaler på Tårnby Skole, forklarede borgmester Allan S. Andersen, at møderne er en del af et stort fokus på borgerinddragelse: En af de ting, vi har lagt vægt på i forbindelse med det her projekt, er, at vi har borgerinddragelse som et fokuspunkt allerede tidligt i processen. Derfor inviterede vi beboere og foreninger til møde allerede nu, inden arkitektkonkurrencen sættes i gang. Arkitektkonkurrence er udgangspunktet Til begge møder holdt borgmesteren et oplæg om projektet og fortalte om visionerne for den nye bydel, samarbejdsaftalen med Industriens Pension og tidsplanen for processen fremadrettet. I 1. kvartal af 2025 indledes projektet med grundige forundersøgelser af fx jordbundsforhold, arkæologi, trafikafvikling og støjanalyser. Tårnby Kommune vil løbende orientere om projektet på hjemmeside dels i referater af udvalgsmøder og kommunalbestyrelsesmøder samt på en særskilt side under Byudvikling på hjemmesiden. Der vil i starten af 2025 blive afholdt fokusgruppe-workshops med repræsentanter fra naboer, brugere og foreninger. Disse workshops skal være med til at kvalificere grundlaget for den arkitektkonkurrence, der skal afholdes i andet halvår af 2025. Derefter gennemføres arkitektkonkurrencen, der skal afdække muligheder og udfordringer i området og bidrage til udformningen af en lokalplan. Efter borgmesterens oplæg var der til begge møder mulighed for at stille spørgsmål til projektet. Her blev der eksempelvis spurgt til genhusning af foreningsaktiviteter, trafikken i området fremadrettet samt timingen med den forventede udvikling af Tårnby Torv. Borgmester Allan S. Andersen understregede efter mødet, at de pointer, der kom frem, bliver taget med videre: Jeg var glad for både spørgsmål og inputs fra borgere og foreninger, som vi har taget til os og vil tænke ind i den videre proces. Vi har et fantastisk foreningsliv her i Tårnby, og vi er opmærksomme på deres aktiviteter under hele projektet. Samtidig tænker vi selvfølgelig også på dem, der bor og har deres daglige gang i området. Vi vil gøre vores ypperste for, at processen bliver så optimal som muligt for beboerne, og jeg er også overbevist om, at den nye bydel vil bringe liv til området, når den står færdig  Læs pressemeddelelse om vandtårnsbyen og samarbejdet med Industriens Pension