Borgere var med til at præge ny planstrategi for klima og miljø til borgermøde i Uge17.
Der blev talt om både nybyggeri, fjernvarmeudgravning, trængsel på cykelstien og hvordan man egentlig laver et regnvandsbed, da der onsdag var borgermøde om ny planstrategi for Tårnby Kommune på Tårnby Bibliotek.
Den fælles overskrift for det hele var klima, og det var ikke en tilfældighed, at borgermødet blev holdt i Uge 17. Her sætter Tårnby Kommune nemlig hvert år fokus på klima, miljø og de 17 verdensmål.
Derfor foregik mødet også omgivet af Uge17-projekter fra eleverne på Kastrupgårdsskolen, Korsvejens Skole, Nordregårdsskolen og Løjtegårdsskolen.
Vær med til at påvirke Tårnbys klimaudvikling frem til 7. maj
Kort fortalt er planstrategien en plan, der beskriver, hvordan man udvikler kommunens erhvervsliv, bygger nye boliger og skaber gode natur- og fritidsoplevelser. Planstrategi 2023 er i offentlig høring frem til 7. maj, og høringssvarene sammen med de input, deltagerne på borgermødet kom med, bliver tænkt med, når kommunen arbejder videre med at udforme planstrategien.
Når planstrategien engang er færdig, kommer den også til at danne grundlag for en anden plan, nemlig Kommuneplanen, som angiver rammerne og retningen for, hvordan Tårnby Kommune som helhed skal udvikle sig. Herefter udarbejdes lokalplaner, som beskriver, hvordan kommunen kommer til at regulere de forskellige områder.
Du kan afgive dit eget høringssvar om Planstrategi 2023 frem til 7. maj 2024 her.
Ingen vej uden om klimaet
Borgmester Allan S. Andersen bød velkommen. I sin tale sagde borgmesteren blandt andet:
”Vi har valgt klimaet som et af temaerne i Planstrategi 2023, fordi vi simpelthen ikke syntes, vi kunne andet! Klimaet kræver vores allesammens opmærksomhed, og det gælder på mange fronter. Vores klimaplan rummer for eksempel et mål om, at vi skal være klimaneutrale i 2050, og der er mange forskellige indsatser, lige fra kommunens indkøb, landbrug og transport til grønne netværk og indsatser i forhold til børn, unge og uddannelse”.
Løjtegårdsskolens elevråd stillede spørgsmål til borgmesteren
Herefter svarede borgmesteren på 3 klimaspørgsmål fra Løjtegårdsskolens elevråd repræsenteret af elevrådsformand Frida Rothe Gielfeldt.
Eleverne ville gerne vide, hvad kommunen gør i forhold til oversvømmelser, hvordan kommunen tænker på bæredygtighed i forbindelse med nedrivning og byggeri, og hvad kommunen gør for sikkerhed på vejene i forhold til, at der kommer mere nedbør og flere storme.
Det gav anledning til at tale om både diger, kloaksystemet, genbrug af mursten, isolering af nye bygninger, grønne rum til biodiversitet mellem bygninger, vejbrønde, vejtræer og grønne tage.
Medarbejdere klar til at notere
Herefter kunne deltagerne gå rundt mellem stande, hvor medarbejdere i Center for By, Miljø og Klima præsenterede forskellige emner fra planstrategien og noterede deltagernes kommentarer og ønsker til den kommende planstrategi.
I planstrategien er der fokus på 6 pejlemærker, der arbejdes hen imod for at skabe de bedst mulige klimatiltag i kommunen:
Byggeri og klima
Fjernvarmestrategi
Transport og mobilitet
Oversvømmelsesrisiko
Regnvandshåndtering
Biodiversitet
Læs mere om Tårnby Kommunes klimaarbejde og kommunens DK2020-klimaplan.