Godt nytår. Efter en god juleferie er jeg tilbage på rådhuset og med mit ugentlige nyhedsbrev. Jeg håber, I har haft en god jul og er kommet godt ind i 2024. Årets første uge har budt på vintervejr med blæst og sne. Heldigvis har vi ikke været så hårdt ramt som andre steder i landet. Jeg vil gerne rette en stor tak vores dygtige medarbejdere i Vintertjenesten, som i denne tid sørger for, at vi alle kan komme sikkert frem i det sneglatte vejr. Ugen startede med vores årlige nytårsarrangement på rådhuset, hvor jeg sammen med vores kommunaldirektør ønskede alle medarbejdere godt nytår og bød dem velkommen til et nyt år i Tårnby Kommune. I næste uge ser jeg blandt andet frem til at holde tale til Tårnby Brandvæsens årlige nytårsparade. Læs hele nyhedsbrevet her:
Nye åbningstider på rådhuset Fra årsskiftet har vi ændret åbningstiderne på rådhuset. Det betyder, at der alle dage er åbent for telefoniske og fysiske henvendelser fra 09.00-14.00 foruden torsdag, hvor vi har åbent frem til klokken 17.30. Læs mere her Nye åbningstider på Tårnby Rådhus fra 2. januar Nytårskur for erhvervslivet I går morges holdt vi nytårskur for erhvervslivet her på rådhuset. Det er andet år i træk, vi holder nytårskur, og der var omkring 90 deltagere. Jeg startede med at byde velkommen og fortælle om året, der er gået, og om nogle af de spændende projekter, vi ser ind i i 2024. Efterfølgende holdt Troels Prahl fra White Labs Copenhagen ApS, der producerer gær til øl og har til huse på Kirstinehøj, et spændende oplæg. Tak til de mange fremmødte for et godt arrangement og mange gode snakke. Og til Erhvervshus Hovedstaden, Tårnby Forsyning og vores virksomhedsservice, som stod klar til at besvare spørgsmål og vejlede virksomhederne om forskellige emner. Besøg på kommunale arbejdspladser I dag har jeg sammen med kommunaldirektør Lars Rich besøgt flere kommunale arbejdspladser. Turen gik til Materialepladsen, Materialegården og vores lokaler på Oliefabriksvej. På Materialepladsen så vi blandt andet Gartnerpladsen og hilste på kommunens rottefængere og de fire ”rottehunde”. På Materialegården fik vi en rundvisning og så saltlageret, værkstedet og hjælpemiddeldepotet, og på Oliefabriksvej talte vi blandt andet med områdeledere for rengøringen. Det er altid en fornøjelse at besøge de mange spændende kommunale arbejdspladser og tale med nogle af de mange dedikerede medarbejdere i Tårnby Kommune. Barnets Lov Årsskiftet markerede også, at en ny lov er trådt i kraft, nemlig Barnets Lov. Det er en samlet lov for udsatte børn og unge og for børn med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Den nye lov skal sikre, at den rette hjælp kommer tidligere, at børn og unge inddrages mere aktivt i deres egen sag, og at familier oplever færre skift mellem børne- og ungerådgivere. Du kan læse mere her Barnets lov træder i kraft 1. januar  Kommunaløkonomisk Forum I næste uge ser jeg frem til, at jeg torsdag og fredag skal til Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg sammen med borgmestre og lokalpolitikere fra Tårnby og resten af  landet. Det er et årligt arrangement, som Kommunernes Landsforening arrangerer. I år er temaet ”velfærd ved en skillevej”. I hele landet oplever vi, at det er svært at få enderne til at mødes økonomisk, særligt fordi udgifter til det specialiserede socialområde og en voksende ældrebefolkning stiger markant i disse år. Samtidig oplever vi udfordringer med at rekruttere medarbejdere. Det er særligt de udfordringer, vi skal drøfte og sammen søge at finde løsninger på. Jeg ser frem til to spændende dage med oplæg, debatter, erfaringsudveksling og masser af ny viden. Støtte til frivillige sociale projekter I Tårnby er vi beriget med mange ildsjæle, som gennem deres frivillige engagement gør en stor social forskel for mange borgere. Organisationer eller foreninger, som laver frivilligt socialt arbejde, kan lige nu søge om såkaldte § 18-midler. Det samme gælder, hvis du ønsker at starte et nyt frivilligt socialt projekt op. Sidste gang blev der uddelt støtte til 30 foreninger og aktiviteter, blandt andet til Ældre Sagen Tårnby, Cykling Uden Alder og Ildsjælene. Læs mere om, hvordan du ansøger her Nu kan du få støtte til et frivilligt socialt projekt Afhentning af juletræ Efter julen skal mange af os af med det juletræ, som har pyntet så fint i stuen i december. Dit juletræ bliver indsamlet sammen med den almindelige haveaffaldsindsamling. Du skal dog være opmærksom på, at dit træ maks. må være 2,5 meter højt, og så skal det være fri for pynt, fod og søm fra foden. Du skal sætte dit juletræ ud til vejen dagen før eller senest klokken 6.00 på afhentningsdagen. Læs mere her Sådan sorterer du jule- og nytårsaffald Kom til gratis gældsrådgivning På Tårnby Hovedbibliotek bliver der fremover holdt gældsrådgivning den anden torsdag i hver måned. Næste gang er den 11. januar fra 16-18. Her kan du komme til gratis rådgivning og få hjælp til at håndtere din gæld til Tårnby Kommune. Her vil du møde en medarbejder fra Tårnby Kommunes Opkrævning, som kan hjælpe dig til at få et overblik over din gæld og vejlede dig i, hvordan du kan afdrage den. Læs mere og bestil tid her Gældsrådgivning på Tårnby Hovedbibliotek Bogmærkekonkurrence for børn På Tårnby Hovedbibliotek og Vestamager Bibliotek kan børn i alderen 4 år til 12 år frem til den 18. januar deltage i årets bogmærkekonkurrence for børn. På bibliotekerne vil der være blanke bogmærker og tusser, og så er det ellers bare at slippe fantasien løs og tegne dit bud på et nyt bogmærke. Alle bogmærkerne bliver efterfølgende udstillet fra den 30. januar til den 7. februar på begge biblioteker, og i samme periode kan alle besøgende stemme på deres favoritter.  Vinderne afsløres ved en reception på Tårnby Hovedbibliotek torsdag den 22. februar kl. 16-17, hvor vi fejrer bogmærkedeltagerne og byder på lidt snacks. Jeg glæder mig til at se de nye flotte bogmærker til børn. Læs mere her Bogmærkekonkurrence på Tårnby Kommunebiblioteker Tårnby Kreativ Klub udstiller på Hovedbiblioteket Fra mandag den 8. januar og frem til den 5. februar kan du opleve Tårnby Kreativ Klubs udstilling på Hovedbiblioteket. Her kan du se deres flotte patchworktæpper, billedtæpper og håndlavede papirtryk, som alle er lavet af genbrugsmaterialer. Læs mere her Udstilling: Fra brugt til smukt v. Tårnby Kreativ Klub Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.