Iført gummistøvler og orange arbejdsdragt var jeg i går på tur med Materielgårdens slamsuger. Ja, en borgmesters opgaver kan være meget alsidige, men jeg må indrømme, at slamsugning meget sjældent er en af dem. Anledningen var, at jeg var i praktik i kommunens Center for By, Miljø og Klima, og såvel Materielgården som brandvæsnet havde gjort sig umage for at få mig til at føle mig som en del af deres team, hvad beklædning angår. Praktikken kan du læse mere om her i nyhedsbrevet, hvor jeg blandt andet også fortæller om vores telefonkæde for enlige ældre og glæder mig over, at Tårnby igen i år er kåret til Skoleidrætskommune.
Telefonkæde for enlige ældre Vidste du, at vi her i Tårnby har en telefonkæde, som man kan blive en del af, hvis man er ældre og bor alene? Er man medlem, bliver man hver morgen ringet op, hvorefter man selv ringer videre til det næste medlem på listen. På den måde er man dagligt i dialog med andre mennesker, hvilket kan være en opmuntring i sig selv, men kæden er også et sikkerhedsnet ved pludselig opstået sygdom, eller hvis man kommer ud for en ulykke sit hjem. Det er Tårnby Brandvæsen, der hver morgen kl. 8.30 starter kæden, også på helligdage og i weekender. Bliver opkaldet ikke besvaret, underrettes brandvæsnet, der undersøger sagen og sørger for, at kæden optages igen. Fællesskabet byder desuden på frokost én gang om året. For at blive medlem skal du kontakte Ydelsesservice (ring 32 47 17 00) og udfylde en ansøgning. Efterfølgende modtager du et opstartsbrev og en telefonkædeliste, så du kan se de andre borgere på din liste. Du skal på forhånd aflevere en kopi af din husnøgle til Tårnby Brandvæsen, bo i Tårnby, være enlig og have en telefon. Skoleidrætskommune for 3. år i træk Det er stærkt, at Tårnby igen i år er med i førerfeltet, når det kommer til at integrere idræt og bevægelse i skoletiden. Det viser en undersøgelse, lavet af Dansk Skoleidræt nemlig, og derfor kan vi for 3. år i træk kalde os for skoleidrætskommune.   Vi er især blevet belønnet for vores politisk godkendte bevægelsesstrategi, men også for vores idrætsarrangementer, foreninger og udnyttelse af fysiske rammer, for nu blot at nævne en del af begrundelsen. Læs mere her (link til artikel på hjemmesiden) Jeg er rigtig stolt af, at vi bevarer placeringen som en af de kommuner, der gør mest for at integrere idræt og bevægelse i skoletiden. Undersøgelser viser nemlig, at børn lærer bedre, er gladere og trives mere, når de bevæger sig. I Tårnby har vi et stort udvalg af sportsfaciliteter, og samtidig er vi så heldige at være en af landets mest naturrige kommuner. Det giver masser af muligheder, som skolerne og vores børneinstitutioner er rigtig gode til bruge Borgmesterpraktik Som jeg indledte mit nyhedsbrev med, havde jeg i går fornøjelse af at være en dag i praktik i Center for By, Miljø og Klima. Ud over at være på tur med slamsugeren, fik jeg også mulighed for at hoppe i brandmandsuniform. Med den på klippede jeg metal over med en kæmpe tang. Det har man for eksempel brug for at gøre, hvis man skal redde fastklemte passagerer ud af biler. Jeg fik også lov til at stå med den store vandslange, mens vandet sprøjtede ud for fuldt tryk. Herefter var jeg på vejtilsyn og ude som parkeringsvagt. Til sidst deltog jeg i behandling af miljø- og byggesager sammen med vores gode sagsbehandlere på området. Praktikken er for mig en god måde at få bedre indblik i, hvad der fungerer godt og mindre godt for vores medarbejdere i deres hverdag og i mødet med jer borgere. 94 værker i rådhushallen Tårnbymalerne har haft travlt med at stille værker op i rådhushallen de sidste par dage, og man må sige, at de har været produktive. 94 værker udstiller de fra i morgen og til og med 19. april. I weekenden er der åbent fra 12 til 16. I hverdagen er åbningstiden som rådhusets. Kig forbi. Der er noget for enhver smag.  Jobmesse i Amagerhallen i maj Jeg vil også lige huske at fortælle, at den årlige jobmesse i Amagerhallen i år bliver den 23. maj fra 14-16. Jobmessen er en unik mulighed for, at lokale virksomheder kan møde fremtidens medarbejdere. Sidste år var omkring 60 lokale virksomheder, uddannelsessteder samt Tårnby og Dragør Kommune repræsenteret til jobmessen. Flere end 600 besøgende lagde vejen forbi. For at inkludere alle målgrupper i jobcenteret vil jobmessen kunne tilbyde mulige job på deltid, småjobs, fleksjobs, fuldtidsstillinger og efteruddannelse. Sæt kryds i kalenderen, hvis du er jobsøgende. Er du virksomhedsejer, og kunne du tænke dig, at din virksomhed skal være repræsenteret på jobmessen, så skriv en mail til virksomhedsservice eller kontakt virksomhedskonsulent Michael Wagner på telefon 29 28 47 33 eller virksomhedskonsulent Jesper Meldgaard på telefon 30 76 03 28 Hjælp til jobsøgning Drømmer du om at skifte job, men holder det at skulle sende en ansøgning og et CV dig tilbage? Så husk, at Hovedbiblioteket tilbyder hjælp til jobsøgning hver tirsdag fra 13 til 15. Det foregår i bibliotekets læringsrum, og du kan også få hjælp til Joblog og at sende en ansøgning via et link. Læs mere  Lokalrådsmøde med nærpolitiet Mandag i næste uge skal jeg til lokalrådsmøde med nærpolitiet på Kamillevej. Det er et møde, som jeg altid ser frem til. Vi skal drøfte vores samarbejde og blandt andet se på statistikken over kriminaliteten her i Tårnby. Et vigtigt punkt på mødet er også altid, hvordan det går med kommunens unge og det gode samarbejde, der er mellem politiet og vores egen SSP. Borgmestermøde i Rudersdal Kommune Torsdag i næste uge skal jeg til årets første netværksmøde med landets øvrige borgmestre. Det er altid interessant at høre, hvad der særligt optager de øvrige borgmestre for tiden. Vi holder alle en lille præsentation. Herefter får vi besøg af professor Kasper Møller Hansen, der holder et oplæg om, hvad vi kan lære af Folketingsvalget 2022, og hvad vi kan tage med os til Kommunalvalget i 2025. Til slut er der rundvisning på rådhuset, der er designet af Arne Jacobsen. Liv i Præstehaven Er du en af dem, der følger ivrigt med i seniorboligbyggeriet på Præstefælledvej, der blev overtaget af boligorganisationen Tårnbyhuse, efter den oprindelige entreprenør gik konkurs, så kan jeg fortælle, at byggeriet nu går igang, hvilket glæder mig meget. Præstehaven, som er det nye navn, forventes færdigt i medio 2025 og kommer til at bestå af 31 almene ældreboliger fordelt på seks længer samt et fælleshus. Bliv tilforordnet til EU-valget Den 9. juni er der EU-valg, og Tårnby Kommune søger lokale borgere, som vil være valgtilforordnede og hjælpe til ude på et af vores seks valgsteder dagen igennem. Der er altid en meget festlig og god stemning ude på vores valgsteder, som jeg varmt kan anbefale dig at opleve som tilforordnet. For at komme i betragtning skal du være fyldt 18 år på valgdagen, bo i Tårnby Kommune og have stemmeret. Du skal kunne møde ved 8-tiden og være til stede hele dagen og frem til stemmerne er talt op. Det forventer vi, at de er cirka ved 22-tiden. Du kan ikke selv vælge dit stemmested. Som tilforordnet får du forplejning dagen igennem og en diæt på 1400 kroner (diæten er skattepligtig B-indkomst). Hvis det lyder som noget for dig, så skriv til cpk@taarnby.dk Angiv dit navn, bopæl og telefonnummer, så kontakter vi dig, hvis vi får brug for din hjælp. Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.