Endnu en spændende uge er ved at nå til vejs ende. I denne uge har jeg blandt andet fejret idrætslivet til vores årlige prisoverrækkelse, og i morgen glæder jeg mig til at byde velkommen til to gode børnearrangementer nemlig cykelløbet Børnetour og Fjolles Legedag.
I næste uge er det Uge17, hvor vi sætter fokus på klima, miljø og de 17 verdensmål med en lang række arrangementer. Som optakt har vi i denne uge holdt et spændende borgermøde på Vestamager Bibliotek om kommunens kommende Planstrategi med fokus på landområdets udvikling og på onsdag holder vi endnu et denne gang med fokus på klima.
Fællesskab om fodbold
Nu er der ikke lang tid til, at vores danske herrelandshold i fodbold skal til EM-slutrunde. Onsdag besluttede vi i Økonomiudvalget, at vi vil undersøge muligheden for at vise kampene til storskærmsarrangementer. Til EM i 2021 så vi, hvordan fodbolden samlede hele nationen, da herrelandsholdet nåede næsten helt til tops, og det gav os en fodbold-sommer, vi sent glemmer. Vi vil gerne bakke op om det gode fællesskab om fodbolden her i Tårnby og samle os til hyggelige storskærmsarrangementer denne sommer.
I første omgang er det dog en forudsætning, at vi får TV-rettigheder til at vise kampene, så det vil vi nu ansøge om.
Rundvisning i ny fjernvarmecentral
Som I ved er vi i gang med en stor udbygning af fjernvarmenettet i Tårnby, så vi frem mod 2028 kan tilbyde op mod 8000 flere boliger at få fjernvarme. I forbindelse med udbygningen har Tårnby Forsyning, der står for opgaven, opført en ny central på Ugandavej, som skal forsyne beboere på Vestamager med fjernvarme.
I næste uge har du en unik mulighed for at få en rundvisning i fjernvarmecentralen og høre mere om, hvordan en sådan central fungerer. Efterfølgende kan du også få en snak med deres fjernvarmerådgiver, hvis du har spørgsmål til fjernvarme. Rundvisningen er en del af programmet for vores temauge Uge17, hvor vi sætter fokus på klima, miljø og de 17 Verdensmål.
Tilmeld dig rundvisningen her Kom og oplev Tårnby Forsynings fjernvarmecentralDu kan se hele programmet for Uge17 her Uge17: Klima, miljø og verdensmål
Stort tillykke med idrætspriserne
Tirsdag aften samlede vi sammen med Kastrup Tårnby Idrætssammenslutning idrætslivet i Tårnby til prisoverrækkelse på Tårnby Rådhus. I alt skulle tre priser overrækkes, og aftenen blev fejret med musik, taler og fællesspisning.
I år gik Tårnby Kommunes Idrætspris til Alexander Hillhouse fra svømmeklubben KVIK. Alexander er svømmer i S14, som betyder, at han er parasvømmer med et udviklingshandikap. Han har præsteret nogle utroligt flotte resultater nationalt og internationalt. Senest er han blevet udtaget til para-OL i Paris denne sommer.
Prisen ”Årets Idrætsleder” gik til Jesper Kofod fra Tårnby Karate Klub for sit mangeårige frivillige engagement i flere af vores lokale idrætsforeninger. Og prisen ”Årets Fund” gik til Oskar Fernandez også fra Tårnby Karate Klub for hans flotte resultater i 2023, hvor han både vandt EM som kadet 14-15 år for anden gang og VM i samme klasse.
Stort tillykke til alle!
Læs meget mere om prisfesten her Stor hyldest til idrætslivet
Nyt nr. af Erhvervsnyt med video fra brandstationen
Hvis du er interesseret i nyheder for og om erhvervslivet i Tårnby, kan du abonnere på Tårnby Kommunes magasin ”Erhvervsnyt”. I denne uge har vi netop udsendt et nyt nummer, hvor du blandt andet kan læse om arbejdet med at etablere flere ladestandere, om årets store jobmesse i maj og om mine seneste virksomhedsbesøg.
I hvert nummer har vi også et særligt tema, og denne gang er det Tårnby Brandvæsen. Du kan læse mere om dem og se en video af deres helt nye indsatslederbil, som er landets første eldrevne indsatslederbil.
Alle tidligere udgivelser af Erhvervsnyt kan findes her, hvor du også kan tilmelde dig Erhvervsnyt
Indvielse af nyt byggeri ved Tårnby Stadion
På mandag skal jeg til indvielse af vores færdige byggeri på Gemmas Alle, som vi har opført sammen med Tårnbyhuse. Byggeriet er opført ved Tårnby Stadion og indeholder 96 ungdomsboliger, kommunens første idrætsinstitution og foreningslokaler til idrætslivet. Ideen til byggeriet opstod tilbage i 2018, hvor jeg og direktøren fra Tårnbyhuse havde en fælles vision om at ville skabe flere måder at bruge det dejlige område omkring Tårnby Stadion. Jeg glæder mig til, at vi nu kan fejre det nye byggeri og byde de første beboere velkommen i boligafdelingen Nordkronen.
Grundlovsceremoni
Torsdag i næste uge ser jeg frem til, at vi skal holde Grundlovsceremoni på rådhuset. Her markerer vi, at 18 Tårnby-borgere officielt bliver danske statsborgere. Traditionen tro vil der være flagallé på rådhuspladsen, og ceremonien rundes af med live-musik og kage. Det plejer at være højtideligt, festligt og hjerteligt, når vi fejrer deres nye statsborgerskab sammen med dem og deres familier og venner.
Rundtur med Blixen-Klubben
På tirsdag har jeg fornøjelsen af at være guide på en bustur rundt i kommunen for medlemmer af Blixen Klubben. Undervejs vil jeg fortælle dem om de mange spændende ting, som Tårnby har at byde på. Vi slutter dagen af med et besøg på Kastrupgårdsamlingen, hvor man i øjeblikket kan se den anmelderroste udstilling ”Kolossal”.
Der er som altid fri entré på Kastrupgårdsamlingen, så hvis I endnu ikke har set udstillingen, så vil jeg anbefale jer at besøge museet.
Læs mere her: Kastrupgårdsamlingen - Kolossal
Bliv tilforordnet til EU-valget
Som jeg tidligere har nævnt i mit nyhedsbrev, så er der den 9. juni valg til Europa-Parlamentet, og Tårnby Kommune søger lokale borgere, som vil være valgtilforordnede og hjælpe til ude på et af vores seks valgsteder dagen igennem. Flere har allerede tilmeldt sig, men vi mangler stadig nogle. Der er altid en meget festlig og god stemning ude på vores valgsteder, som jeg varmt kan anbefale dig at opleve som tilforordnet.
For at komme i betragtning skal du være fyldt 18 år på valgdagen, bo i Tårnby Kommune og have stemmeret. Du skal kunne møde ved 8-tiden og være til stede hele dagen og frem til stemmerne er talt op. Det forventer vi, at de er cirka ved 22-tiden. Du kan ikke selv vælge dit stemmested.
Som tilforordnet får du forplejning dagen igennem og en diæt på 1400 kroner (diæten er skattepligtig B-indkomst). Hvis det lyder som noget for dig, så skriv til cpk@taarnby.dk Angiv dit navn, bopæl og telefonnummer, så kontakter vi dig, hvis vi får brug for din hjælp.
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.