Sikke et flot vejr, det har været i denne uge, også i Helsinki i Finland, hvor jeg har været på studietur med KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg. I næste uge holder vi hele to store arrangementer her i Tårnby, nemlig jobmesse og Stjerner i Natten. Det og meget andet kan du læse om her i nyhedsbrevet.
Studietur i Finland Som jeg nævner i indledningen, er jeg en del af KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, og vi har været på studietur til Helsinki i Finland for at blive klogere på digitalisering og cybersikkerhed samt høre mere om det nye finske beskæftigelsessystem. Vi mødte blandt andet Finlands beskæftigelsesminister, der fortalte om de arbejdsmarkedsreformer, der er blevet indført med den nye regering. Fra 2025 overtager kommunerne i Finland ansvaret for beskæftigelsesindsatsen fra staten. Vi var også på besøg i Helsinki Kommune, der har et mål om at være verdens mest funktionelle kommune. Vejen dertil er nogle interessante digitaliseringsløsninger, og så er Finland langt foran os her i Danmark, når det kommer til at være forberedt på hybridkrig og cyberforsvar. Til sidst mødte vi minister for lokale- og regionale anliggende, grundet hendes store viden og erfaring fra den kommunale verden som tidligere borgmester og for hendes engagement ift. digitalisering. Det har været en meget spændende og inspirerende tur med mange input, som jeg lige skal have fordøjet. Stor jobmesse i Amagerhallen Hvis du er på udkig efter et job, overvejer et karriereskift eller er ved at finde ud af, hvilken uddannelse du gerne vil tage, så kom forbi Amagerhallen på næste torsdag, den 23. maj klokken 14.00. Her inviterer vi sammen med Dragør Kommune og sprogcentret VSKdansk til en stor jobmesse, og alle er velkomne. På jobmessen kan du møde 60 virksomheder, uddannelsessteder, faglige organisationer og selvfølgelig medarbejdere fra vores kommuner, som alle står klar til at give viden, sparring og input til din karriere- og uddannelsesvej. Jeg har selv fornøjelsen af at holde åbningstalen, og jeg ved også, at der vil være flere spændende inspirationsoplæg i løbet af dagen. Klik her - hvis du vil vide mere om jobmessen Etablering af erhvervsklasser på 8. og 9. klassetrin Ved det seneste møde i Børne- og Skoleudvalget var der et punkt, som jeg gerne lige vil fremhæve, fordi vi kommer til at oprette en juniormesterlære ordning fra skoleåret 2025-26. Allerede fra skoleåret 2024-25 ønsker vi at oprette erhvervsklasser for elever fra 8. og 9. klasserne, som er motiverede for at være i praktik to dage om ugen og har behov for færre fag og mere praktisk viden. I erhvervsklasserne får eleverne mulighed for at gennemføre deres undervisningspligt med udgangspunkt i hovedfagene matematik, dansk og engelsk. Der vil være to undervisningsdage om ugen, to dage til praktik og en dag med varierende aktiviteter. Kombinationen skal skabe gode betingelser for at opnå positive skoleerfaringer og sikre, at der er en kobling til den virkelighed og fremtid, som de unge begynder at danne sig en forestilling om. Jeg synes, det er et rigtig godt tilbud til unge, der ønsker at søge ind på en erhvervsuddannelse, mesterlære eller erhvervsgrunduddannelse (EGU). Inden forslaget bliver vedtaget, vil det naturligvis blive udsendt til høring i skolebestyrelserne.  Stjerner i Natten  Husk at sætte kryds i kalenderen næste fredag, hvor vi afholder årets version af det populære Tårnby event Stjerner i Natten, der foregår på Naturcenter Amager. Jeg holder åbningstalen og Tårnbys institutioner og foreninger byder på et stjernespækket program af aktiviteter, konkurrencer og oplevelser til store og små. Lav fisketryk med Den Blå Planet. Oplev dumdristige og halsbrækkende ethjulet cykelkunst, forrygende ildshows og meget mere. Se programmet  Jeg håber, vi ses! Kom til borgermøde  Torsdag den 30. maj inviterer vi til borgermøde på rådhuset om tankerne bag det kommende seniorbofællesskab på Brønderslev Allé 5. Jeg byder velkommen, hvorefter de forskellige scenarier og modeller samt plangrundlaget vil blive præsenteret af Planværkstedet. Deltagerne får også mulighed for selv at komme med input til, hvilke værdier, aktiviteter og forpligtigelser, det nye bofællesskab skal bygge på, inden vi runder af. Mødet varer fra kl. 17 til 19 og er åbent for alle, men kræver tilmelding, så vi ved, hvor mange, der kommer. Deadline er den 28. maj. Tilmeld dig Bliv tilforordnet til EU-valget Den 9. juni er der valg til Europa-Parlamentet, og Tårnby Kommune søger et par enkelte ekstra lokale borgere, som vil være valgtilforordnede og hjælpe til ude på et af vores seks valgsteder dagen igennem. Der er altid en meget festlig og god stemning ude på vores valgsteder, som jeg varmt kan anbefale dig at opleve som tilforordnet. For at komme i betragtning skal du være fyldt 18 år på valgdagen, bo i Tårnby Kommune og have stemmeret. Du skal kunne møde ved 8-tiden og være til stede hele dagen og frem til stemmerne er talt op. Det forventer vi, at de er cirka ved 22-tiden. Du kan ikke selv vælge dit stemmested. Som tilforordnet får du forplejning dagen igennem og en diæt på 1400 kroner (diæten er skattepligtig B-indkomst). Hvis det lyder som noget for dig, så skriv til cpk@taarnby.dk Angiv dit navn, bopæl og telefonnummer, så kontakter vi dig, hvis vi får brug for din hjælp. Tilmelding til Tårnby Musikskole Tårnbys gode musikskole har nu åbent for tilmelding til næste sæson. Musikskolen tilbyder undervisning til kommunens børn og unge i alderen 0-25 år. Ud over 20 forskellige instrumenter er der småbørnshold, musikværksted for 0.-1. klasse, sangskrivning, bands, kor og orkestre i mange afskygninger. Undervisningen på musikskolen varetages af højtuddannede musikere og pædagoger, som ud over at undervise på musikskolen har et aktivt musikerliv ude på landets professionelle scener og orkestre. Så uanset om man går rundt med en sanger i maven, har lyst til at nørde i enrum med et instrument, vil opleve det store sus ved at spille i et orkester, eller bare simpelthen har masser af musik i kroppen, er der gode muligheder for at dyrke det. Musikskolens undervisning finder sted på Kulturzonen, på Tårnby Hovedbibliotek samt på en lille håndfuld af vores folkeskoler. Tilmelding foregår via musikskolens hjemmesidehvor du også kan få et overblik over alle undervisningstilbuddene. Melder du dig til inden d. 10. juni, får du besked inden sommerferien, om du har fået plads. Bibliotekets sommerkatalog er kommet Kataloget over bibliotekets sommerarrangementer for børn og voksne er kommet og kan hentes i trykt form på bibliotekerne eller ses på hjemmesiden Du kan roligt glæde dig til et væld af musikalske oplevelser på scenen ude foran Hovedbiblioteket med Jazz på scenen, Sommersang under sejlet og Tårnby Live. For børn er der i skolernes sommerferie aktiviteter hver eneste uge. Vel mødt til en sommer fuld af sjov på og omkring bibliotekerne. Det var alt for denne gang. God weekend og god fornøjelse med pinsesolen til jer alle.