Denne uges nyhedsbrev rummer blandt andet rengøringsnyt, fritidsvejledning for børn, IT-iværksættere, studieboliger og stærkt SOSU-samarbejde. Og så er der masser af muligheder for at planlægge fælles oplevelser med både EM-storskærm og Sankt Hans.
Spændende besøg i hjemmeplejen I sidste uge var kommunaldirektør Lars Rich og jeg på besøg hos hjemmeplejen på Oliefabriksvej. Lars og jeg besøger med jævne mellemrum kommunens forskellige arbejdspladser for at opleve en bid af hverdagen og høre, hvad man er optaget af lige nu på det enkelte fagområde. Vi hilste på mange af medarbejderne og hørte spændende oplæg om blandt andet kommunens akutteam. Efter det oplevede vi, hvordan hjemmeplejen arbejder meget målbevidst med at planlægge deres besøg hos borgerne, sådan at hverdagen forløber på bedst mulig vis for både borgerne og medarbejderne. Jeg ser frem til 27. juni, hvor jeg skal i borgmesterpraktik og køre aftenrunde med hjemmeplejen. Forandringer i rengøringen Onsdag vedtog økonomiudvalget en række forandringer i rengøringen. Kommunalbestyrelsen besluttede i 2023 at reducere omkostningerne til rengøring med 17 millioner kroner om året fra 2026, og en grundig analyse har vist, at det er muligt at bruge cirka 23 procent mindre tid på rengøringen, samtidig med at man opretholder en god kvalitet. Det bliver blandt andet gjort ved at ændre antallet af rengøringsdage og investere i nyt rengøringsudstyr – sidstnævnte er både mere effektivt og bedre for miljøet. Fremover vil der blive brugt mere teknologi og udstyr, og opgaverne bliver ensartet, mens blandt andet transporttid og antallet af rengøringsopgaver pr. gang sættes ned. Forandringerne indebærer desværre også, at der bliver behov for færre rengøringsmedarbejdere. Derfor måtte vi i går afskedige flere medarbejdere. Det ligger os meget på sinde at hjælpe de berørte medarbejdere bedst muligt videre med uddannelse eller job, så det har vi lavet en række indsatser omkring, og så har vi indgået senioraftaler med den faglige organisation, samtidig med at vi har fokus på at få rengøringens nye måde at arbejde på godt fra start. Fritidsvejleder for udsatte børn er et hit – nu får flere muligheden Siden 2022 har 194 børn fået hjælp af kommunens fritidsvejleder til at få en fod indenfor i foreningslivet, og 139 af børnene har også fået økonomisk hjælp til kontingent i form af et såkaldt fritidspas. Efter 6 måneder var 111 af børnene stadig aktive i en forening. Der er blevet arbejdet med at styrke foreningslivet til at tage imod børnene, og der har blandt andet været et vellykket minipartnerskab med Kastrup Boldklub, Amager Atletikklub, Amager Demons og Rugbyklubben Speed. I alt 39 foreninger har taget imod børn gennem ordningen, og Svømmeklubben KVIK har taget imod flest. Tilbuddet har primært været for børn og unge i alderen 6 til 18 år, men fremover kan børn helt ned til 4 år komme med. IT-iværksættere flytter ind i vandtårn – og der er plads til flere kontornaboer I den her uge kom regeringen med et udspil til en national strategi for iværksættere i Danmark. Her i Tårnby er jeg stolt over, at vi har vores iværksættertårn med lokaler til små iværksættervirksomheder. I løbet af kort tid flytter der to nye firmaer ind på adressen på Oliefabriksvej. Begge firmaer arbejder med software-/IT-udvikling, og jeg ønsker dem god vind med deres virksomheder. Hvis du selv, eller nogen du kender, har en startup-virksomhed, der har brug for at leje et lille kontorlokale, så har vi stadig 4 ledige kontorer - kontakt udviklingskonsulent Anja Andersen på telefon 32 47 12 09 eller e-mail ava.of@taarnby.dk, hvis du er nysgerrig. Kender du en, der skal bruge en studiebolig? Nu er der ikke længe til studentervognene begynder at køre, og jagten på en studiebolig går ind. Hvis du selv skal til at studere, eller du kender en kommende studerende her fra Tårnby, så prøv at kigge på Nordkronen ved Tårnby Stadion på Tårnbyhuses hjemmeside. Læs mere på Tårnbyhuses hjemmeside. I skrivende stund er der nemlig nogle enkelte studieboliger at få i det nye byggeri, som blev indviet i april. Hvis du vil ansøge om en bolig, kan du gøre det her: Ansøg om studiebolig. Ses vi på stadion på søndag? Vi bliver cirka 3.000 mennesker, og der er plads til flere, når Tårnby Stadion på søndag lægger græs til det første af tre EM-storskærmsarrangementer, Tårnby Kommune har arrangeret. Bare husk at bestille billetter på taarnby.dk, hvor du også kan bestille billetter de to andre arrangementer 20. og 25. juni. Bestil billetter. Kampstart er klokken 18, og dørene åbnes 2 timer før kampen begynder. Der vil være barsalg, musik- og fodboldaktiviteter samt salg af mad fra diverse foodtrucks. Af sikkerhedsmæssige årsager må der ikke medbringes egne drikkevarer, men pak til gengæld gerne et picnictæppe. Sankt Hans er på trapperne Søndag i næste uge er det Sankt Hans, og det kan man fejre på både Kulturzonen og ved Kastrup Søbad. På Kulturzonen er tilrettelagt, så de mindste også kan være med. Årets hovednavn på musikscenen er Ekspressen, bandet bag sommerhittet ”Solhverv”, og der er aktiviteter, picnicplads, bar og bål. Ved Kastrup Søbad har Musikforeningen Sneglen arrangeret en bålfest, som kommer til at genlyde af Beatles og Queen, når Rubber Band og Queen of Denmark går på scenen. Det var alt for denne gang. Jeg ser frem til næste uge, hvor jeg blandt meget andet skal skyde et sæbekasseræs i gang på Skelgårdsskolen og besøge en af kommunens ældste virksomheder, Biofac på Englandsvej, som fremstiller farmaceutiske råvarer. God weekend til alle – jeg håber, vi ses på stadion på søndag.