Årstidernes skiften mærker vi for alvor i denne uge, nu hvor sensommervejrets varme timer er blevet erstattet af mere klassisk efterårsvejr med regn og koldere temperaturer.
Denne september-uge har været fyldt med alt fra politiske møder til særlige fejringer, i går fejrede vi 16 nye statsborgere til en smuk grundlovsceremoni på rådhuset, og tirsdag var jeg med til vores årlige 90’er fest, som er en fest for alle dem over 90 år i kommunen.
Senere på dagen drager jeg til det jyske, hvor jeg skal tilbringe weekenden i Aalborg til Socialdemokratiets årlige kongres.
Jeg ser allerede frem til den kommende uge, hvor jeg blandt andet skal i borgmesterpraktik i vores Ungecenter, holde Erhvervstræf for vores gode erhvervsliv og åbne årets Hygiejneuge.
Seniorbofællesskab på Brønderslev Allé
I denne uge var jeg til møde i Bygge- og Ejendomsudvalget, og her godkendte vi et udviklingsprogram for vores kommende seniorbofællesskab på Brønderslev Allé 5. Som nogle af jer måske ved, så har vi nemlig et ønske om at omdanne grunden til et bofællesskab bestående af andelsboliger for kommunens seniorer.
For at det kan realiseres, skal der udarbejdes en ny lokalplan, og til det har vi haft brug for et udviklingsprogram, der beskriver rammer, målgruppe og værdier. Udviklingsprogrammet er nu færdigt, og vi kan gå videre med udarbejdelse af lokalplanen.
Udviklingsprogrammet er blevet til ved hjælp af mange gode input fra jer. Vi havde nemlig inviteret til et borgermøde tidligere på året, hvor omkring 100 borgere var med og gav deres input til, hvordan et nyt seniorbofællesskab skal være.
Hvis I gerne vil se udviklingsprogrammet, kan I finde det her
Genåbning af Korsvejens Svømmehal
I den her uge har vi genåbnet Korsvejens Svømmehal, som har været lukket hen over sommeren på grund af en nødvendig renovering. Svømmebassinets overflade har nu fået en ny belægning, og jeg er rigtig glad for at høre, at tilbagemeldingerne på den renoverede svømmehal har været rigtig gode. For det er vigtigt, at vi hele tiden sikrer, at vi har gode idrætsfaciliteter til glæde for borgere og foreningsliv.
I samme omgang kan jeg fortælle, at vi efter renoveringen desværre er nødt til at se på en justering af vandtider i Kastrup Svømmehal, herunder at et mindre antal svømmetider i Kastrup Svømmehal skal flyttes til Korsvejens Svømmehal.
Vi er efter renoveringen nemlig blevet frarådet, at Korsvejens Svømmehal bruges til kajaktræning, da den nye overflade kan risikere at blive ødelagt, hvis en kajak sejler ind i den, og hvis det sker, skal vi igen renovere svømmehallen. Derfor skal vi have flyttet de to kajakklubber, der i dag benytter Korsvejens, til Kastrup Svømmehal.
Jeg har stor forståelse for, at det er til gene, når vi ændrer i vandtiderne for vores foreninger, og derfor har det været vigtigt med en god dialog med de berørte foreninger. I går havde vi besøg af en af dem, nemlig svømmeklubben KVIK, for at tale om løsninger, der kan fungere for alle, før de endelige vandtider skal godkendes i oktober af Folkeoplysningsudvalget.
Det var et rigtig godt møde, og jeg er sikker på, at vi sammen kan finde nogle gode løsninger, der tilgodeser alle foreninger.
God hygiejne er alfa omega
I næste uge deltager vi i den landsdækkende Hygiejneuge, hvor vi sætter fokus på at fremme de gode hygiejnevaner til glæde for os alle sammen.
Formålet er at sætte fokus på værdien af en god indsats for bedre hygiejne i hjemmet, på arbejdet, skoler, hospitaler, plejehjem, i kantinen, på farten og mange flere steder i hverdagen. For god hygiejne kan både begrænse smitte i at opstå og i at sprede sig.
Jeg har selv fornøjelsen af at deltage i åbningen, som foregår på rådhuset. Her vil jeg sammen med de andre fremmødte prøve at se mine hænder under UV-lys efter hånddesinfektion. UV-lyset kan nemlig vise, om vi egentlig har fået sprittet godt nok af.
Det kan du også prøve i næste uge enten på Tårnby Hovedbibliotek eller i Kulturhuset Kastrup Bio.
Læs meget mere om arrangementet her og find programmet her Hygiejneugen 2024: God hygiejne gør en forskel
Lyt med i Amager Radio
Jeg har haft fornøjelsen af at besøge vores gode lokalradio Amager Radio for at deltage i to programmer. Det første blev sendt i går, men bliver genudsendt på onsdag kl. 09. Det var programmet ”Mig og Amager”, hvor jeg fortæller om mit liv her på Amager.
Vi kom ind på alt lige fra min barndom til mit borgmesterjob. Og på mandag medvirker jeg i programmet ”Lokaltimen” kl. 08.00. Her fortæller jeg om nogle af de mange spændende ting, der sker i Tårnby Kommune. Her vil jeg give jer en status på alt fra nye tiltag, kultur, erhverv, byggeri og meget andet.
Det er altid en fornøjelse at være forbi Amager Radio til nogle spændende snakke, og jeg håber, I vil lytte med.
I kan lytte med på Amager Radio eller via 103,4 fm på din radio.
Venskabskommuner fra Norden på besøg
Lige nu har vi besøg af gode samarbejdspartnere fra vores to venskabskommuner: Lillestrøm Kommune i Norge og Alingsås i Sverige. Det er to kommuner, som vi har et rigtig godt samarbejde med på kultur- og fritidsområdet, og som vi arrangerer et årligt ungetræf med.
Her kan unge fra Danmark, Norge og Sverige mødes på tværs og deltage i et spændende træf med jævnaldrende fra Norden. Det er min gode kollega og formand for kultur- og fritidsudvalget, Klaus Bach, der sammen med vores kultur- og fritidschef Marie Herborn har budt delegationen velkommen.
Jeg ved, at de vil dele ud af nogle af vores kommunes erfaringer på kultur- og fritidsområdet og blandt andet fortælle dem om vores gode erfaringer med vores fritidsvejledning, og så vil de vise dem smukke Amager Naturpark under deres besøg.
Donerer dit gamle legetøj og glæd børn fra udsatte familier
Har du legetøj, ting og sager, der ikke længere bliver brugt? Så kan du donere det til årets pakkelegsindsamling. Fra den 9. september til den 31. oktober tager Tårnby Hovedbibliotek imod legetøj og andre brugbare ting og sager, der kan gøre glæde som pakkekalendere for børn og unge.
Efterfølgende sørger vores lokale Ildsjæl, Louise Herreholm, for at pakke og give pakkekalenderne til mindre velstillede familier.
Sidste år var det også muligt at donere legetøj til børnene samt forkælelse til de unge med indlevering på Tårnby Hovedbibliotek. Med jeres gode hjælp kunne Louise Herreholm glæde mere end 200 børn og unge fra udsatte familier med pakker.
Tusind for det, og vi glæder os til at tage imod igen i år.
Amager Litteraturfestival på Kastrupgårdsamlingen
I weekenden kan du på Kastrupgårdsamlingen opleve en række forfattere fortælle om deres bøger, der på forskellige vis handler om kunst. Der foregår på lørdag den 14. september kl. 13.00, når Lillian Munk Rösing fortæller om bogen Friedrichs Farver, og kl. 14.15 når Rakel Haslund-Gjerrild fortæller om romanen Adam i Paradis.
På søndag den 15. september er det ligeledes kl. 13.00, når Martin Bigum fortæller om romanen Hovedværk, og kl. 14.15, når Maj-Britt Boa læser op af hendes bog Harer ved Nat. Sidstnævnte forfatter er også er billedkunstner og medvirker desuden i udstillingen KOLOSSAL – Grafik i store formater, som kan opleves ved samme lejlighed.
Samtalerne faciliteters af forfatter og kunsthistoriker Trine Ross. Arrangementet en del af Amager Litteraturfestival, og der er fri entré til museet og siddepladser efter først til mølle princippet.
Golden Angels Cheerleaders 10-års jubilæum
Ofte ville jeg ønske, at jeg kunne være flere steder på én gang. Det gælder blandt andet på søndag, hvor jeg er til kongres med Socialdemokratiet, men også er inviteret til 10-års jubilæum hos foreningen Golden Angels Cheerleaders. Heldigvis har min gode politikerkollega Klaus Bach sagt ja til at deltage i jubilæet i stedet for mig. Hos Golden Angels Cheerleaders er målet ikke bare at opnå flotte resultater (i år er det blandt andet blevet til blandt andet 1. plads ved VM i USA).
Målet er også at skabe et stærkt sammenhold og minder for livet. Stort tillykke med jubilæet.
Hvem skal have årets foreningspris?
Så vil jeg gerne lige slå et slag for, at I går ind og nominerer kandidater til Foreningsprisen eller Foreningslederprisen.
Vi uddeler hvert år priserne til en forening og en foreningsleder, som hver især har gjort en bemærkelsesværdig indsats, og I kan lige nu give jeres input til, hvem det skal være. I skal sende jeres nomineringer senest den 30. september.
I kan gøre det via linket her Foreningspriser
Valg til menighedsrådet på tirsdag
Så vil jeg lige gøre opmærksom på, at på tirsdag den 17. september 2024 er der valg til menighedsrådet i alle landets sogne, også her i Tårnby. Og her kan alle medlemmer af folkekirken få mulighed for at få indflydelse på, hvem der skal lede vores lokale kirker de næste år.
Jeg har selv tidligere siddet i menighedsrådet, og derfor ved jeg, hvor vigtigt det er at have engagerede mennesker, der tager ansvar for kirkens drift og udvikling.
Uanset om du selv har et ønske om at stille op til menighedsrådet, eller du blot vil stemme, så vil jeg opfodre dig til at gøre det på tirsdag. For på den måde kan du få indflydelse på din lokale kirke.
Årets store bogsalg på Hovedbiblioteket
Lørdag den 21. september kl. 9 åbner Hovedbiblioteket for et stort bogsalg af kasserede bøger. Voksenbøger koster ti kroner og børnebøger en femmer, så der er god grund til at kigge forbi og gøre en god handel.
Salget foregår i Rotunden, hvor bøgerne deles op i grupper som fx børnebøger, romaner, krimier, biografier, kogebøger m.m. På den måde kan du nemmere finde de bøger, der interesserer dig. Der tages imod både kontanter, mobilepay og kortbetaling (dog kun kreditkort, dankort/visa). Bogsalget slutter mandag aften kl. 20, når biblioteket lukker.
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.