Her har det været en god uge. Den startede med, at et bredt politisk flertal mandag kunne melde ud at budgettet for 2025 er på plads, og jeg er stolt af de mange vigtige tiltag, der løfter velfærden, gennemfører vigtige klima- og erhvervsrettede anlægsinvesteringer og samtidig tilbageruller tidligere besparelser.
Jeg har også været i praktik i vores ungecenter, og på rådhuset har vi indviet vores nye mødecenter. Læs om det hele her.
Budgetaftale på plads
De årlige budgetforhandlinger med partierne er altid noget, der kræver lidt ekstra. I år har opgaven dog været knap så omfattende, fordi vi sidste år indgik en toårig aftale. Af hensyn til styrelsesloven, der ikke kender til toårige aftaler, var vi dog nødt til formelt at indgå en aftale igen i år. Og jeg er glad for resultatet, som kommer på baggrund af den flotte aftale som er indgået mellem regeringen og KL, hvor vi bruger det maksimalt tilladte på service og anlæg til gavn for jer borger og vores erhvervsliv. Læs mere om aftalen her Budget 25: Toårig aftale står ved magt i Tårnby
Udvidelse af parkeringszoner
Fra 1. oktober bliver Ved Gærdet en del af parkeringszonen Tårnby Station, og der er flere nye zoner på vej. Mange borgere henvender sig med ønske om at få deres veje med i parkeringsordningen, fordi vi stadig oplever et udefrakommende pres på vores parkeringspladser, og fordi betalingsparkeringen har vist sig at være et effektivt middel imod det. Som en del af budgetforliget har vi derfor også vedtaget at ansætte endnu en parkeringsvagt.
Nyt mødecenter på rådhuset
Tirsdag kunne vi på rådhuset fejre, at vores nye mødecenter, hvor vi tager imod jer borgere, nu er færdigt. Mødecenteret med de 19 lyse, nye lokaler ligger i stueplan med indgang fra rådhushallen, og jeg synes, det er blevet rigtig flot. Før havde vi fire modtagelser rundt omkring på rådhuset. Nu har vi en stor, samlet. Projektet udsprang af det servicetjek af organisationen, som også var grundlaget for, at vi ændrede vores organisation i 2023, og det afspejler også, at vi bestræber os på i endnu højere grad at samarbejde om det vigtige arbejde med jer borgere, centrene imellem. Når vi er helt færdige med vores nye områder for jer borgere, inviterer vi indenfor til åbent hus.
Borgmesterpraktik med fart over feltet
Torsdag formiddag var jeg i praktik i kommunes Ungecenter, hvor Tårnby og Dragørs unge kan få vejledning og støtte i forhold til uddannelse, job og økonomiske udfordringer. Første opgave var at besøge et Empower Me hold, der var ved at tage speedbådskørekort, og jeg blev inviteret med ombord på en tur rundt om Kastrup Havn. Det var en tur med fart på, våde ærmer og masser af sol. Jeg var også på besøg i ungecentret og Rema1000, hvor en gruppe af vores unge er i praktik, og hvor jeg selv deltog i at afspritte kølemontre. Det blev til gode snakke med kommunens unge og medarbejderne i ungecentret, der gør et vigtigt og godt stykke arbejde.
Kender dit barn bøgerne om Møgmis?
Spørg endelig dit barn ad, for nu kommer Møgmis til Tårnby Hovedbibliotek! Eller det vil sige, at tegnerne af Møgmis, bedre kendt som Danmarks mest vanvittige og hævntørstige kat, kommer og tegner live og taler med børnene om temaerne i bøgerne. Møgmis er tegnet af Thomas Hjorthaab og fortalt af Sophie Souid. Kom frisk, det bliver møg-sjovt! Arrangementet er for børn fra 7 år og deres voksne, og billetter købes her Møgmis - forfatterbesøg og livetegning
Mød Jesper Theilgaard og Annette Bjergfeldt på biblioteket
Meteorolog Jesper Theilgaard holder foredrag om klimaændringerne og klimaets tilstand, så alle kan være med. Det er på Tårnby Hovedbibliotek onsdag den 25. september. Forfatter Annette Bjergfeldt, som har skrevet den meget populære roman ”Palermovej”, gæster Vestamager Bibliotek torsdag den 26. september. Glæd dig til de to aktuelle og vedkommende foredrag. Du kan læse mere og købe billetter her: Arrangementer på biblioteket
Oplev Kastrupgårdsamlingens særudstilling før det er for sent
Søndag d. 29. september er sidste chance for at besøge udstillingen KOLOSSAL – Grafik i store formater, og her på falderebet kan jeg varmt anbefale at kigge forbi særudstillingen, der har høstet flotte anmeldelser flere steder, blandt andet i både Berlingske og Kristeligt Dagblad. Udstillingen viser grafiske værker i ekstra stor skala, og det er ganske imponerende at se, hvordan de danske og internationale kunstnere har brugt utraditionelle og kreative teknikker til at bryde med standardformatet for grafiske tryk. Der er fri entré.
Scenekunstworkshop med 6.D fra Skelgårdsskolen
Tårnby Kommunes huskunstner, Camila Sarazzin fra scenekunstkompagniet GLiMT har i denne uge indtaget Kulturzonen og lavet scenekunstworkshop med 6.D fra Skelgårdsskolen. Gennem ugen har eleverne sammen med professionelle scenekunstnere arbejdet med cirkus, bevægelse, scenografi og kostumer. Der er blevet lavet akrobatik, syet, malet og set film med super-ekvilibristiske cirkusartister for at kunne skabe en forestilling, som kan vises for forældre og inviterede børnehaver.
Torsdage for børn
I det hele taget er der godt gang i lokalerne på Kulturzonen, også i dagtimerne, inden musikskolen tager over. Et eksempel er ”Torsdage for børn”, som har fået godt tag i de Vestamagerske børnefamilier og institutioner. Hver torsdag er der åben legestue for børn fra 0-5 år og deres voksne. Det kan være forældre, bedsteforældre eller au pairs, men der er også flere dagplejere og institutioner, som finder vej og deltager i legestueaktiviteterne. I denne sæson har der fx været krible-krable i samarbejde med Tårnby Naturskole i anledning af Naturens Uge, Små Synger Sammen Dag, mad over bål, og senere på efteråret er der mulighed for at deltage i rytmik, yoga, international bamsedag, juleværksted og meget mere. Planen for Kulturzonens torsdage for børn findes på Kulturzonens hjemmeside Kulturzonen.
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend til jer alle.