Årets første måned er allerede ved at nå til vejs ende. Forhåbentligt betyder det også, at det blæsende og regnfulde vintervejr snart bliver erstattet med både flere plusgrader og solskinstimer. Min uge har budt på alt fra virksomhedsbesøg hos medicinalvirksomheden Ferring, møde i Økonomiudvalget, repræsentantskabsmøde i KL til et spændende foredrag om søvn med Chris MacDonald. I næste uge ser jeg frem til at åbne Skolevalget, hvor kommunens ældste elever skal i stemmeboksene ligesom over 70.000 andre unge i Danmark.
Broløbet 2025 Onsdag aften havde vi inviteret hoteller og restauranter til informationsmøde forud for, at billetterne til Broløbet 2025 bliver sat til salg. Løbet arrangeres af Sparta Løb & Motion, og starten kommer til at gå fra Øresundsparken. Broløbet er en del af fejringen af Øresundsbroens 25-års jubilæum. Halvmaratonløbet er søndag den 15. juni 2025 klokken 10. Øresundsbroen er jo tæt sammenkoblet med Tårnbys udvikling og historie. Så det bliver en oplagt mulighed for at sætte Tårnby på landkortet, at vi kan byde så mange gæster velkomne. Der vil nemlig være rigtig mange nye gæster i vores lokalområde - både løberne og deres familier og venner, der sender dem godt afsted. Jeg håber, at løbet bliver en god oplevelse for os alle i Tårnby. Der vil også være aktiviteter dagen før, så vi alle kan mærke stemningen, også selvom vi måske ikke har lyst til at løbe hele vejen til Sverige på selve dagen. Kunstrundvisning på Rådhuset I går besøgte foreningen Kastrupgårdsamlingens Venner rådhuset. De var kommet for at få en rundvisning af mig med fokus på rådhusets kunst. Jeg fortalte dem først lidt om rådhuset, der er tegnet af arkitekt Jørn Nielsen og professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Halldor Gunnløgsson. Derefter gik vi rundt i huset og så nogle af de kunstværker, som pryder vores gange og mødelokaler. Undervejs så vi selvfølgelig det store, farvestrålende værk af Svend Wiig Hansen, Livsbølgen, som på mange måder er blevet et vartegn for Tårnby Rådhus, og vi så portrætter af vores tidligere borgmestre, som hænger i et af vores udvalgsværelser. Turen gik også forbi bryllupsværelset, hvor der blandt andet er et flot rødt væg-til-væg gulvtæppe af Vibeke Klint. Jeg kunne i samme omgang fortælle gæsterne, at en Politiken-journalist havde været så imponeret over rummet, at han i en artikel skrev, at hvis han skulle giftes igen, så skulle det være på Tårnby Rådhus. Det var en stor fornøjelse at have besøg af Kastrupgårdsamlingens Venner, som alle har stor interesse for og viden om kunst, som de også kunne dele undervejs. Besøg brandstationen og støt Danmarksindsamlingen Danmarksindsamlingen bliver holdt den 3. februar, og igen i år har Tårnby Kommune udbudt en oplevelse til indsamlingens årlige auktion. I år kan du komme på en rundtur på brandstationen sammen med mig. Under rundvisningen kommer vi 30 meter op i stigevognen, hvorfra vi kan se udsigten over lufthavnen, Øresund og kommunen i øvrigt. Efterfølgende tager vi ud og spiser en middag på en af byens restauranter. Oplevelsen gælder for 5 personer. Auktionen er allerede i gang, og du kan byde på oplevelsen frem til den 3. februar. Danmarksindsamlingen bliver traditionen tro rundet af med et stort show, der vises på DR1. Temaet for årets indsamling er ”Sult og Fejlernæring”, og det er 12 landsdækkende organisationer, blandt andet Red barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, UNICEF, PlanBørnefonden, Røde Kors og Læger uden Grænser, der sammen med DR står bag. Find auktionen her Danmarksindsamlingen - auktion Åbning af Skolevalget På torsdag den 1. februar bliver der holdt Skolevalg for elever i 8.,9. og 10. klasse. Over 70.000 elever i hele landet er med, og det er Tårnbys elever selvfølgelig også. De seneste tre uger har de holdt valgkamp på skolerne, hvor de har lært om politik og demokrati. På torsdag skal de så i stemmeboksen og sætte deres kryds ligesom til et officielt valg. Jeg har i den forbindelse fornøjelsen af at holde tale om morgenen ved åbningen af valget. Her vil jeg sige tak for deres store engagement under valgkampen og opfordre dem til at stemme fremover også. Skolevalget er en national begivenhed, der bliver holdt hvert andet år. Det er en vigtig begivenhed, som er med til at sætte fokus på demokrati og politik blandt unge.   Læs mere om Skolevalget her Skolevalg 2024 Grøn tankegang og handlefællesskab i Tårnby Kommune Vil du være med til at skabe positive forandringer sammen med en masse andre borgere og foreninger i Tårnby? I Uge17 sætter hele Tårnby Kommune fokus på klima, miljø og FN’s 17 Verdensmål i håbet om, at vi sammen kan forme en kommune, der bliver endnu mere bæredygtig. En kommune, hvor alt fra bytteboder og skraldeindsamling til fællesspisning og social omtanke er en del af DNA’et. Tårnby Kommunebiblioteker og Center for By, Miljø og Klima inviterer dig, din forening, virksomhed, institution eller nabo med til at markere Uge17 – for vi kan kun gøre det sammen. Hvis du vil være med, kan du tilmelde dig, din forening eller virksomhed til workshop den 5. februar kl. 16-18.30. Her vil DeltagerDanmark komme og hjælpe os med at skabe stærke, forandringsfællesskaber og give os praktiske og brugbare strategier til arbejdet hen mod en mere bæredygtig fremtid. Workshoppen bliver afholdt på Tårnby Hovedbibliotek, og der bliver serveret kaffe, te og en sund snack. Se programmet for workshoppen og send din tilmelding via linket her Workshop - grøn tankegang og handlefællesskab i Tårnby Kommune Omvisning på Kastrupgårdsamlingen Hvis du ikke har lagt planer for din søndag endnu, kan jeg varmt anbefale, at du tager forbi vores statsanerkendte museum Kastrupgårdsamlingen. Her kan du nemlig komme på gratis omvisning på udstillingen THE DARK SIDE – Papercut klokken 14.30. Jeg har selv haft fornøjelse af at se udstillingen, som består af skulpturelle papirværker af kunstnerne Mathias Malling Mortensen, Stinne Bo, Peter Callesen og Amanda Betz. De fire kunstnere har hver især skabt værker ud fra deres fortolkning af udstillingstemaet THE DARK SIDE – som er et tema, der kredser omkring menneskesindets skyggesider. Hvis du ikke kan nå omvisningen på søndag, men gerne stadig vil se udstillingen, så vises den frem til den 18. februar. Museet har som altid fri entré. Læs mere her Omvisning - Kastrupgårdsamlingen Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.