Det har været en særdeles livsbekræftende uge, hvor jeg har oplevet nogle af de mange fantastiske initiativer, der er for tårnby-borgere i alle livets faser. Jeg var blandt andet med til Tårnby Kirkes babysalmesang, som hver onsdag foregår på plejehjemmet Løjtegårdsvej til stor fornøjelse for beboerne, der er glade for at få besøg af de helt små tårnby-borgere.
Og tirsdag bød jeg velkommen til et fantastisk foredrag med Finn Nørbygaard, der handlede om overgangen fra arbejdsliv til seniorliv, som var arrangeret for borgere i alderen 65-67 år i anledning af FNs internationale ældredag.
I næste uge glæder jeg mig til vores årlige Sundhedsuge, der byder på mange spændende arrangementer for alle aldre.
Fællesmøde om skøjtehal
Som en del af jer nok ved, så er vi sammen med Københavns Kommune i gang med at undersøge mulighederne for at opføre en fælles skøjtehal i Tårnby til glæde for borgerne på Amager. I går var jeg derfor sammen med Kultur- og Fritidsudvalget på besøg på Københavns Rådhus, hvor vi mødtes med deres Kultur- og Fritidsudvalg og en række foreninger. Her talte vi bl.a. om foreningernes planer og ønsker samt status for den kommende skøjtehal.
Det var et rigtig godt møde, og jeg er i det hele taget glad for, at vi har et så godt samarbejde på tværs af kommunegrænsen og foreningerne, for jeg er sikker på, at en fælles skøjtehal vil være til glæde for vores foreningsliv såvel som borgerne på Amager, uanset om de bor i Tårnby eller København.
Nyt busstoppested ved Vestamager Svømmehal
I denne uge har mine politiske kolleger i Teknik- og Miljøudvalget godkendt et forslag om at etablere et ekstra stoppested på buslinje 34, så den fremover også holder ved Vestamager Svømmehal på Ugandavej.
Det ekstra stoppested skal gøre svømmehallen og idrætsklubberne i området lettere gengængelige og være til glæde for de borgere, der bor tæt på.
Samtidigt har de vedtaget, at der skal være et fodgængerfeltet med Torontoanlæg (blinklys), som placeres på Ugandavej ved stien til svømmehallen, og at hastigheden nedsættes til 50 km/t forbi de 3 adgange til boligområderne Hyld Ager og Tornholms Ager. Øst for Tornholms Ager fastholdes den lokale hastighedsbegrænsning på 60 km/t., for at øge sikkerheden for vores mange skolebørn.
Børnecancerløbet
Onsdag eftermiddag havde Kastrup Boldklub inviteret mig med til deres årlige løb til fordel for Børnecancerfonden. Det er en rigtig vigtig begivenhed, hvor Kastrup Boldklub i samarbejde med Team Rynkeby – Riget løber for at samle ind til Børnecancerfonden. Jeg er stolt over, at vi har foreninger som Kastrup Boldklub, der løfter en så vigtig sag, og jeg er glad for, at jeg sammen med formand for Kultur- og Fritidsudvalget Klaus Bach havde mulighed for at komme og heppe på de seje løbere.
Tårnby er Wonderful!
Sammen med en række andre kommuner i hovedstadsområdet deltager Tårnby Kommune i et spændende turismeudviklingsprojekt, som Wonderful Copenhagen står bag. Projektet hedder ”Beyond Copenhagen” og handler om at skabe større synlighed for vores udenlandske turister om de mange oplevelsesmuligheder, der er i kommunerne rundt om København. Det er et rigtig godt initiativ, som viser alt det, vi har at byde på i forhold til natur, kultur og oplevelser – lige fra Naturpark Amager til Den Blå Planet.
Hvis I gerne vil se mere om projektet, kan I gøre det her Visit Copenhagen - København Øst
Genåbning af genbrugspladsen på Kirstinehøj
I morgen glæder jeg mig til, at jeg skal være med til genåbningen af genbrugspladsen på Kirstinehøj, som har været lukket i en periode for at gennemgå en udvidelse. Når vi åbner pladsen igen, så bliver det også med et helt nyt genbrugsområde, som jeg ved, at mange har efterspurgt. Det nye område indeholder både et bytteområde, hvor du kan aflevere eller hente ting, som andre har doneret, og mulighed for donation til Røde Kors, så dine ting kan blive solgt videre i genbrugsbutikker i Hovedstaden.
Jeg håber, at I bliver glade for det nye genbrugsområde, og at vi med det kan være med til at sikre, at færre gode ting bliver smidt ud og i stedet får nyt liv i andres hjem.
Genåbningen starter kl. 11.00 med taler, og jeg ved også der er en pølsevogn tilstede.
Bevaringsforeningen for Tårnby Kommune uddeler Arkitekturprisen 2024
I anledningen af Arkitekturens dag på mandag den 7. oktober uddeler Bevaringsforeningen for Tårnby Kommune sin årlige arkitekturpris ved en reception på Tårnby Hovedbibliotek. Prisen overrækkes af formanden for Bevaringsforeningen, Lis Schneevoigt, og jeg selv er indbudt til at holde en tale. Det glæder jeg mig som altid meget til. Det er kl. 17.00, og alle er velkomne.
Fernisering og nye udstillinger på Kastrupgårdsamlingen
Alle er velkommen, når Kastrupgårdsamlingen inviterer til fernisering på deres nye særudstilling MANKO – ANNE MARIE PLOUG / GRAFIK onsdag den 9 oktober kl. 19. Jeg glæder mig til at opleve værkerne af Anne Marie Ploug, som er en kunstner, der mestrer de fleste grafiske teknikker, og har en eksperimenterende tilgang til det grafiske medie. Museets store og alsidige grafiksamling bliver også bragt i spil med en nyophængning, der demonstrerer de forskellige grafiske teknikker. De udstillede værker fra samlingen tæller både nyindkøb og værker af ældre dato, hvoraf nogle aldrig tidligere har været vist.
MANKO – ANNE MARIE PLOUG / GRAFIK vises i perioden 10. oktober 2024 – 26. januar 2025.
Som altid er der fri entre på vores statsanerkendte museum. Læs mere om udstillingen her Kastrupgårdsamlingens hjemmeside
Sundhedsuge 2024: Fjolles Børneløb, Sundhedsdag og meget, meget mere
Så er det i næste uge, det går løs med Tårnbys årlige Sundhedsuge. Det bliver en uge med et hav af spændende aktiviteter for alle aldersgrupper, og jeg håber, at mange af jer vil deltage.
I morgen kickstarter vi Sundhedsugen med Familiedagen, hvor der afholdes både Familieløbet og Fjolles Børneløb på Tårnby Stadion. Jeg har selv fornøjelsen af at holde åbningstale til festlighederne, og jeg håber på at se mange morgenfriske børn og deres voksne. Det er også her, at vi udnævner årets sundhedsambassadører og uddeler årets sundhedspris.
Du kan tilmelde dig og dine børn løbet lige her Fjolles Børneløb tilmelding
Sundhedsugen byder blandt andet også på Sundhedsdag på Tårnby Hovedbibliotek torsdag den 10. oktober fra kl. 10-16.30. Sundhedsdagen arrangeres af Tårnby Hovedbibliotek i tæt samarbejde med lokale foreninger. På dagen kan du møde lokale patientforeninger til en snak om sundhed og forebyggelse. Du kan få målt dit BMI og blodtryk, teste din risiko for diabetes, smage på bibliotekets sunde kogebøger og meget mere. Jeg har fået mulighed for at åbne dagen sammen med Pilehavekoret; jeg med en tale og de med fællessang for alle.
Du kan læse om Sundhedsdagen og se alle bibliotekets arrangementer i Sundhedsugen her Arrangementer på biblioteket
Hele programmet for Sundhedsugen finder du her Program for Sundhedsugen
Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend.