Jeg er ved at binde de sidste sløjfer på en god men travl uge, hvor jeg blandt andet har tilbragt de sidste par dage til JobCAMP i Aalborg med fokus på fremtidens beskæftigelsesindsats. Nu er jeg tilbage i Tårnby og heldigvis lige i tid til at dele denne uges nyhedsbrev med jer. Læs videre og bliv klogere på blandt seniorrådsvalget, boligprojektet ”Plyssen” og nogle af den næste uges arrangementer.
Er du over 60 år? Så skal du huske at sætte din stemme den 14. november! Tidligere på ugen har der været præsidentvalg på den anden side af Atlanten, men amerikanerne er ikke de eneste, der skal til stemmeurnerne i denne tid.  Torsdag den 14. november er der seniorrådsvalg i Tårnby, og selvom det ikke er et præsidentvalg, er det et vigtigt valg, for Seniorrådet repræsenterer alle Tårnbyborgere over 60 år og rådgiver Kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål. Alle, der er fyldt 60 år og bor i Tårnby, kan stemme. Du kan stemme digitalt allerede nu og frem til den 14. november. Hvis du hellere vil stemme ved fysisk fremmøde, kan du møde op ved et af vores valgsteder torsdag den 14. november mellem kl. 9-18.  Jeg vil køre rundt og besøge de forskellige valgsteder på dagen. Jeg håber at se rigtig mange af jer! Du kan stemme digitalt og læse mere om valget og kandidaterne her  Kom til borgermøde om vores partikel- og støjkortlægning I denne uge har vi udgivet vores kortlægning af partikler i kommunen, som vi har fået Nationalt Center for Miljø og Energi til at foretage for os.  I Kommunalbestyrelsen har vi haft et ønske om at kortlægge både støj- og partikler for at få et bedre vidensgrundlag. Det er vigtig viden, når vi skal presse på for national handling for at nedbringe partikeludledningen. Miljøministeren deler min bekymring for partikler, og i denne uge har vi været ude med en pressemeddelelse for at fortælle, at Miljøministeriet nu har fået Kræftens Bekæmpelse til at undersøge sundhedseffekterne ved ultrafine partikler fra lufthavnen. Det er en undersøgelse, jeg bakker meget op om, og som jeg vil følge tæt. Det er samtidig vigtigt for os i Kommunalbestyrelsen, at I får information om de resultater, der er fundet i rapporterne, og som helt forståeligt kan være bekymrende for alle os, der bor i Tårnby. Derfor er der arrangeret et borgermøde d. 19. november på rådhuset, hvor forskerne bag henholdsvis støj- og partikelkortlægningen vil præsentere resultaterne for jer. Der er begrænset antal pladser, så derfor skal I tilmelde jer arrangementet. Det kan I gøre her, hvor I også kan se hele programmet På tur rundt og se Tårnbys fantastiske faciliteter I morgen er en af de dage, som jeg har glædet mig til rigtig længe. I morgen har jeg nemlig inviteret nye borgere i Tårnby med på en bustur rundt i kommunen, hvor vi skal besøge nogle af de fantastiske faciliteter, vi har. Udover at det er en god mulighed for at møde nogle af jer, der for nylig er flyttet hertil, ved jeg heller ikke noget bedre, end at få lov til at fortælle om alt det Tårnby har at byde på. En helt særlig gæst Og så kommer der faktisk en helt særlig gæst med på busturen denne gang, for både i morgen og i hele næste uge får jeg selskab af Frida fra Løjtegårdsskolen, der skal være skolepraktikant på borgmesterkontoret. Udover busturen får hun i løbet af ugen blandt andet også en rundvisning på rådhuset, og så skal hun selvfølgelig deltage ved flere af de møder jeg har på programmet. Jeg ser frem til at byde Frida velkommen på rådhuset og give et indblik i en borgmesters arbejde. Borgmesterkaffe på Rådhuset Jeg får i det hele taget rig mulighed for at møde og tale med Tårnbyborgere i løbet af den næste uges tid, for på torsdag har jeg arrangeret borgmesterkaffe på rådhuset. I løbet af arrangementet møder jeg seks borgere til individuelle kaffemøder. Det er langt fra første gang, jeg inviterer til borgmesterkaffe, og det er min erfaring, at møderne giver mig et virkelig godt indtryk af, hvad der rør sig i Tårnby lige nu. Der er desværre ikke flere ledige pladser i denne omgang, men der er mulighed for at komme på venteliste på hjemmesiden, hvor du selvfølgelig også kan tilmelde dig, når næste borgmesterkaffe lægges op: Tilmelding til arrangementer (åbner i et nyt vindue) 180 almene familie- og ældreboliger på Plyssen I Økonomiudvalget har vi i denne uge haft Tårnbyhuses plan for projektet ”Plyssen” på dagsordenen, og vi har anbefalet, at kommunen støtter planen. Dermed kan sagen komme på som et punkt til næste kommunalbestyrelsesmøde, hvor den skal endeligt godkendes.  Det store byggeprojekt betyder, at 180 almene boliger, heraf 110 familieboliger og 70 ældreboliger, vil blive bygget. En del af ældreboligerne bliver indrettet, så de bliver til handicapboliger, og blandt familieboligerne vil der også være flere 1-værelses boliger, som er oplagte til unge. Det er et projekt, jeg glæder mig meget til at følge, da det at kunne tilbyde almene boliger til jer borgere er noget, der står mit hjerte meget nært. Gæstelicenser på vej i parkeringszonerne Mange af jer har efterspurgt gæstelicenser i vores parkeringszoner, og derfor er jeg glad for at fortælle, at det bliver en realitet.  I Økonomiudvalget har vi nemlig besluttet, at vi vil indføre gæstelicenser i vores parkeringszoner på private fællesveje, hvor der er tidsbegrænset parkering. Gæstelicensen bliver gratis, og der bliver mulighed for 10 licenser årligt per husstand. Nu skal vi i første omgang undersøge, hvordan vi implementerer det i praksis. Der er nogle tekniske ting, der skal på plads, men når vi har det på plads, melder vi selvfølgelig mere ud om tidshorisonten. Nu er det blevet endnu nemmere at komme i svømmehallen Jeg har tidligere skrevet her i nyhedsbrevet, at et nyt stoppested ved Vestamager Svømmehal var blevet godkendt i Teknik- og Miljøudvalget. Nu kan jeg med glæde fortælle, at det nye busstoppested er taget i brug. Busstoppestedet på Ugandavej har meget passende fået navnet ’Vestamager Svømmehal’, og det er bus 34, der stopper der. Jeg håber, at det nye stoppested kan give endnu bedre mulighed for, at både børn og voksne får besøgt vores dejlige svømmehal. Ny pårørendegruppe for pårørende til kronisk syge Sundhedscenter Tårnby har startet en ny pårørendegruppe for pårørende til kronisk syge personer med KOL, lænderygsmerter, hjerteproblemer, diabetes og kræft. Her får pårørende mulighed for at dele deres oplevelser, hvilket kan have en positiv effekt i en svær situation. Gruppen mødes onsdag i ulige uger på Hovedbiblioteket kl. 16:00-17:30. Man skal helst tilmelde sig, men der er også mulighed for at møde op uden tilmelding. Der er tilknyttet to medarbejdere fra SundhedsCenter Tårnby, som er tovholdere og kommer med relevante oplæg.  Hvis du vil vide mere, kan du kontakte SundhedsCenter Tårnby på 21 47 92 40. Nu kan du opleve udstillingen ”Kaskelotternes sang” på Tårnby Hovedbibliotek Vidste du, at en nyfødt kaskelothval er 4 meter lang? Eller at kaskelotten har den største hjerne af alle nulevende dyr? I udstillingen kan du blive klogere på kaskelothvaler og opleve universet fra børnebogen Kaskelotternes sang. Udstillingen henvender sig især til børn i alderen 6-10 år og kan opleves i børnebiblioteket på Tårnby Hovedbibliotek frem til nytår. Lørdag den 16. november kan du høre mere om hvaler, prøve at røre ved en hvals ryghvirvel og høre hvallyde, når undervisere fra Den Blå Planet besøger hovedbiblioteket. Det er for børn mellem 8-12 år. Bestil billetter her (åbner i et nyt vindue) Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend til jer alle.