Der har været mange sene dage i denne uge, men selvom mørket for det meste er rullet ned, når jeg lægger rådhuset bag mig, har jeg bemærket, at vi går mod lysere tider, og det er jo dejligt. Kommunalbestyrelsesmøde, borgermøde om Kastrup Gl. Havn og skolevalg er nogle af de ting, jeg har deltaget i løbet af ugen. Og pludselig er det blevet fredag og tid til at fortælle dig om alle vores nye tiltag og tilbud.
Ny fælles indgang og nyt venteområde på rådhuset Fra mandag den 5. februar er der én fælles indgang og et nyindrettet venteområde klar til alle, der besøger Tårnby Rådhus. Vi har etableret den fælles indgang og det nye venteområde, fordi vi ønsker, at rådhuset skal være et mere imødekommende sted – et ønske, som også kom frem, da vi i 2022 spurgte 4.700 borgere og kommunens politikere, ledere og medarbejdere, hvordan de oplevede kommunens service. Fremover skal du derfor altid gå gennem rådhusets hovedindgang, uanset om du skal hente dit nye pas, tale med pladsanvisningen, til samtale i jobcentret eller noget af alt det andet, som hver dag får mange mennesker til at lægge vejen forbi Tårnby Rådhus. Når du kommer ind ad hovedindgangen, kan du tjekke ind på en selvbetjeningsstander, og det er også muligt at henvende sig i Oplysningen. Efter det kan du tage plads ved Borgerservice eller i rådhushallen, hvor du finder det nye venteområde med grønne planter og bløde siddepladser. Dørene til rådhuset åbner klokken 8.45 alle hverdage, og der er betjening fra kl. 9. Borgermøde om Kastrup Gl. Havn Onsdag i denne uge deltog jeg i borgermøde om fremtiden for Kastrup Gl. Havn, arrangeret af Sund & Bælt. Årsagen til mødet var, at vi i forbindelse med anlæggelsen af Østlig Ringvej skal have tænkt kystsikring ind. Det kan gøres på forskellige måder. Sund & Bælt ønskede derfor at fortælle om mulighederne og høre de nærmeste naboer samt de foreninger, der bruger havnen, hvad de har af ønsker og ideer til, hvordan vi tænker rekreative løsninger sammen med et stort teknisk anlæg. Der var over 90 fremmødte, og jeg synes, mødet var et rigtig godt eksempel på, hvad borgerinddragelse kan. Borgere og foreninger fik indblik i de muligheder, der er, og Sund & Bælt fik indblik i, hvad der især er vigtigt for borgere og foreninger. Jeg er overbevist om, at det er vejen til den bedste løsning. Uddeling af kulturprisen Fredag i næste uge glæder jeg mig til at deltage i overrækkelsen af Kulturprisen 23. Det er en festlig begivenhed, der foregår i Rotunden på Hovedbiblioteket. Forud for nomineringen har borgere og foreninger haft mulighed for at indstille en kandidat, og herudfra er vi i dommerkomiteen nået frem til fire nominerede, som alle har gjort en kæmpestor indsats for kulturlivet det forgangne år. Det er stadig muligt at få billetter til overrækkelsen, der finder sted fredag eftermiddag. Der serveres snacks og sodavand, og det er ganske gratis, men tilmeld dig på forhånd Åbning af Lidl på Kongelundsvej Måske har du allerede hørt det – der åbner en Lidl på Kongelundsvej. Det bliver kædens første uden nikotinprodukter. Åbningen finder sted 8. februar kl. 8, og jeg har hørt, at dr vil være masser af gode tilbud. Selv kan jeg desværre ikke deltage den dag, men kommer og holder en tale til et nabo-arrangement dagen før. Borgmestertopmøde om supercykelstier I næste uge deltager jeg også i et borgmestertopmøde om udviklingen af supercykelstier. Det foregår på Københavns Rådhus. Flere supercykelstier går allerede gennem Tårnby, og inden 2030 lanceres Tårnby-ruten, der bliver 12 kilometer lang og kommer til at gå fra Tømmerup til Østerbro. Broløbsbilletter revet væk I går åbnede billetsalget til 25-års jubilæet for Broløbet, der finder sted 15. juni 2025, og billetterne blev revet væk på under en dag. Jeg skriver det fordi, Broløbet jo starter i Tårnby og gerne skulle få en positiv afsmitning på det lokale erhvervsliv, så det er en rigtig god nyhed for os. Kulturzonerådet søger tre nye borgerrepræsentanter Til Kulturzonen – Tårnby Musikskole og Kulturhus har vi tilknyttet et idéudviklende og sammenhængsskabende råd, Kulturzonerådet. Kulturzonerådet består af tre borgerrepræsentanter, politisk valgte repræsentanter, en repræsentant for Kulturzonens Ungeråd samt medarbejdere og ledelse på Kulturzonen og Tårnby Musikskole. Har du lyst til at kaste dit engagement ind i vores lokale kulturliv og komme tæt på arbejdet med kultur og musik til børn og unge og udviklingen af et lokalt kulturelt samlingssted, vil jeg opfordre dig til at stille op. Borgerrepræsentanterne er valgt for to år. Alle borgere i Tårnby kan stille op til rådet ved at melde sig senest mandag d. 11. marts på cfk@taarnby.dk. Læs mere om Kulturzonerådet og valget af borgerrepræsentanter Stem på dit yndlingsbogmærke Tårnby Kommunebibliotekers bogmærkekonkurrence har i løbet af januar måned fået 290 børn i alderen 4-12 år til at tegne og aflevere et bud på bibliotekets nye bogmærker i 2024. Der bliver kåret vindere i tre alderskategorier, nemlig 4-6 år, 7-9 år og 10-12 år. Nu og indtil onsdag den 7. februar kan du, dine venner og familie stemme på det bogmærke i hver kategori, som I synes skal vinde. Alle bogmærkerne hænger udstillet på plancher på både hovedbiblioteket og Vestamager Bibliotek, og de er rigtigt flotte og farvestrålende. Både 1., 2. og 3. pladsen i hver kategori får trykt deres bogmærke, som efterfølgende bliver uddelt på bibliotekerne. Vinderne afsløres ved en reception på Tårnby Hovedbibliotek i vinterferien, torsdag den 22. februar kl. 16-17. Det var alt for denne gang. Rigtig god weekend