Nu er der ikke mange dage til juleaften, og de sidste forberedelser er ved at være på plads. Jeg glæder mig til at fejre julen med familien og til at hoppe ind i det nye år med et glas champagne i hånden. Men inden vi når dertil, skal I selvfølgelig have årets sidste nyhedsbrev, hvor I blandt andet kan læse om en tryghedsvandring med nærpolitiet, plantevægge og Tårnbys bidrag til Danmarksindsamlingen.
Tårnby skal være trygt for alle
I tirsdags var jeg på en tryghedsvandring med nærpolitiet, hvor vi besøgte Kastruplundgade og de butikker, der er i gaden. Her fik jeg en god snak med virksomhedsejerne om, hvordan de oplever lokalområdet.
Der har desværre været utryghedsskabende situationer i netop Kastruplundgade, og det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Men netop derfor har vores dygtige lokale politifolk også fokus på en øget tilstedeværelse i området. Nærpolitiet yder i det hele taget en vigtig indsats for at gøre vores gader trygge, og det er et arbejde, jeg som borgmester sætter meget stor pris på. Intet er så vigtigt som at sikre, at alle beboere og erhvervsdrivende i Tårnby føler sig trygge.
Julehygge på vores plejehjem
Julestemningen breder sig alle steder i kommunen og ikke mindst på plejehjemmene. Jeg ved, at der i den seneste tid har været afholdt mange hyggelige arrangementer. Plejehjemmet Løjtegårdsvej har fx haft besøg af Løjtegårdsskolens sangkor, som sang julen ind sammen med deres forældre, bedsteforældre og beboerne. Arrangementet var en stor succes, og der er allerede aftalt en sommerkoncert og julekoncert til næste år. På Plejehjemmet Irlandsvej har 12 beboere blandt andet været til en gudstjeneste i Tårnby Kirke, der var arrangeret særligt for dem. Gudstjenesten bød på salmer, prædiken og en lille julestjerne til alle beboerne.
Det varmer om hjertet at høre, hvordan alt fra skoleelever til kirkepersonale bidrager til hyggen og julestemningen blandt vores plejehjemsbeboere. Det er et klokkeklart bevis på det fællesskab, vi har i Tårnby.
Nyt banebrydende forsøg: Plantevægge skal reducere luftforurening
I København har de sat gang i et rigtigt spændende forsøg, der skal undersøge om en særlig plantevæg på husfacader kan nedsætte luftforureningen inde i lejligheder. Det er jo selvfølgelig et projekt med rigtig stor relevans for os i Tårnby, og derfor er vi følgekommune til Københavns Kommunes forsøg.
I Tårnby har vi haft gode erfaringer med at etablere grønt tag på Kastrupgårdsskolen, og vi er meget interesserede i andre initiativer, der kan bidrage til bedre luftkvalitet og øget biodiversitet. Jeg ser frem til at følge forsøget.
Tårnby bidrager igen i 2025 med en oplevelse til Danmarksindsamlingen
Det er efterhånden blevet en tradition, at Tårnby bidrager med en oplevelse til Danmarksindsamlingens auktion. Det gør vi selvfølgelig også i 2025, hvor indsamlingen har temaet ”de stille katastrofer”. I sidste uge godkendte vi i Økonomiudvalget, at vi i 2025 sætter en tur på Kastrupgårdsamlingen på auktion. Op til 5 personer vil blive vist rundt sammen med mig og besøge det grafiske værksted, hvor der skal eksperimenteres med egne grafiske tryk. Dagen rundes af med en middag på en af Tårnbys restauranter.
Vi passer på vores naturområder
I tirsdags holdt vi årets sidste kommunalbestyrelsesmøde og bandt sløjfe på et godt år karakteriseret af gode og brede samarbejder. Et af punkterne på dagsordenen var godkendelsen af Naturpark Plan 2025-2030, som jeg fortalte om i sidste uge. Derudover godkendte vi også Natura 2000-handleplanen for Saltholm og omliggende hav, som skal bidrage til statens gennemførelse af Natura 2000-plan 2022-2027. Hovedformålet med indsatserne i perioden er: at have fokus på mere naturlige processer og naturens robusthed, at sikre og forbedre tilstanden af den eksisterende natur og levesteder samt at bekæmpe invasive arter.
Vores naturområder er noget af det, vi kan være rigtigt stolte af i Tårnby, og derfor skal vi selvfølgelig også passe på dem og udvikle de potentialer, der er. Det gør vi blandt andet med samarbejdet Naturpark Amager samt Natura 2000-handleplanen.
Fokus på et sammenhængende og sundt arbejdsmarked
I onsdags var jeg til møde i Dialogforum, hvor jeg mødes med repræsentanter fra arbejdstagersiden og arbejdsmodtagersiden, og hvor vi sætter fokus på, at der ikke foregår social dumping på arbejde som udføres af eksterne leverandører for kommunen. Det er et vigtigt område, som prioriteres højt i Tårnby.
Tårnby Kommune bruger arbejds- og uddannelsesklausuler i alle kontrakter med leverandører. Det skal sikre ordentlige forhold og et mere sammenhængende og sundt arbejdsmarked. Vi stiller fx specifikke krav om, at løn- og arbejdsvilkår for leverandørens og eventuelle underleverandørers ansatte svarer til den gældende overenskomst. Til mødet i onsdags fremlagde et eksternt revisionsfirma, der kontrollerer, at klausulerne overholdes, deres metoder og observationer.
Indstil din kandidat til kulturprisen
Der er nu åbnet for, at man kan indstille kandidater til Kulturprisen 2024. Kulturprisen gives til en person, en gruppe, en forening eller en institution, der i det forløbne år har markeret sig med en ekstraordinær indsats eller et særligt talent på det kulturelle område i Tårnby Kommune. Du kan indstille kandidater frem til den 8. januar 2025.
Læs mere og send din indstilling på vores hjemmeside
Til marts skal vi igen fejre demokratiet til årets første grundlovsceremoni
I denne uge har Folketinget tredjebehandlet forslag til lov om indfødsrets meddelelse. Der er 17 borgere fra Tårnby Kommune, som er optaget på lovforslaget og dermed er blevet tildelt statsborgerskab. Jeg glæder mig til at holde grundlovsceremoni for dem til næste år – nærmere bestemt torsdag den 13. marts. Det er altid en højtidelig og festlig dag i demokratiets tegn.
157 børn får glæde af jeres legetøjsdonationer
Så vil jeg også huske at sige stort tak til alle, der har doneret legetøj og andre gode sager til børn og unge under indsamlingen på Tårnby Hovedbibliotek. Lokale ildsjæle har pakket alle gaver ind og delt pakkekalendere og julegaver ud til 157 børn og unge. Det er en stor fornøjelse, at så mange igen i år har ryddet ud i deres gemmer til glæde for andre. Tak.
Tidlig julegave skal styrke læseglæden hos børn og unge i Tårnby.
Slots- og Kulturstyrelsen har op til jul uddelt puljemidler til bøger til elevers fritidslæsning og til et styrket samarbejde om børns læseglæde. Tårnby Kommunebiblioteker har i samarbejde med Skolernes Pædagogiske Læringscentre i Tårnby ansøgt om 412.000 kr. til projektet ”Sammen om bøger – et samarbejdsprojekt mellem PLC, bibliotek og børn”, og har modtaget tilskud på hele beløbet. Ud af 142 ansøgninger har 89 projekter fået tilskud, og jeg er utroligt stolt af, at Tårnby Kommune er en af dem. Jeg glæder mig til at se projektet udforme sig til glæde for eleverne i 4. og 6. klasse i 2025.
Brug juleferien på grafisk kunst
Juleferien er en god anledning til at invitere familie og venner med på Kastrupgårdsamlingen. Der er fri entre, så alle kan være med. Museet har åbent på følgende dage: 21/12, 22/12, 27/12, 28/12 og 29/12. Her kan man opleve den forrygende særudstilling MANKO og den nye ophængning af værker fra museets egen samling. I museets butik kan man købe DIY-materialer, så man selv kan prøve kræfter med grafiske tryk. Har man ikke mod på opgaven selv, kan man få kyndig vejledning fra en af museets formidlere, når de forskellige åbne workshops udbydes igen i 2025.
Læs mere om tider og datoer på museets hjemmeside (åbner i et nyt vindue)
Skal du ha’ familien med i biografen?
Kulturhuset Kastrup Bio slår i juleferien dørene op tidligt, og byder på masser af oplevelser for både store og små. På programmet er de Danmarkspremiereaktuelle Mufasa: Løvernes Konge, Lidt Udover det Sædvanlige, Better Man og Sonic 3 samt Vejen Hjem, Vaiana 2 og Jul med Astrid Lindgren.
Se mere om det hele på www.kulturhusetkastrupbio.dk (åbner i et nyt vindue)
Og nu er der bare tilbage at ønske jer alle sammen en glædelig jul og et godt nytår!