Gennem mere end et årti har Tårnby systematisk udledt stadig mindre CO2 og er godt på vej til at indfri et ambitiøst mål om at være CO2-neutral i 2050. Og der er flere reduktioner på vej takket være blandt andet energirenoveringer, fjernvarme og bedre varmestyring.
Hvert år siden 2009 er CO2-udledningen i Tårnby blevet reduceret med mellem 150 og 500 ton om året. Dermed er Tårnby gået fra at udlede 12.863 ton CO2 i 2009 til at udlede 7.277 ton CO2 i 2023.
Den seneste status på, hvordan det går med CO2-udledningen i Tårnby, er opgørelser af, hvad kommunens drift har udledt i 2021, 2022 og 2023. Opgørelserne viser, at kommunens energiforbrug er reduceret med 5,2 procent, både fra 2021 til 2022 og fra 2022 til 2023 – det svarer til 417 ton CO2 pr. år.
2021-2023: LED, svømmehals-farvel og fjernvarme
De nye CO2-opgørelser omfatter den CO2-udledning, kommunen som virksomhed er ansvarlig for. Det er kommunens samlede forbrug af el, varme, vand, pleje af grønne områder, glatførebekæmpelse og brændstof.
El:
Mens elforbruget lå stabilt fra 2021 til 2022, skete der et fald på 5 procent til 2023. Det skyldes en kombination af, at vejbelysningen er blevet udskiftet til LED-lys, og at Pilegårdsbadet er blevet lukket.
Fjernvarme:
Forbruget af fjernvarme i kommunens bygninger faldt med hele 12 procent fra 2021 til 2022, og med 1 procent året efter. At forbruget næsten er uændret, er positivt, for kommunen er i gang med at få fjernvarme i flere af sine bygninger. Forbruget her kommer til at stige, fordi der i de kommende år bliver udrullet fjernvarme i Tårnby Kommune – til gengæld kommer forbruget af naturgas til at falde.
Naturgas:
Når det gælder netop naturgas, skete der et fald i forbruget på 7 procent både fra 2021 til 2022 og igen fra 2022 til 2023. Udover skiftet fra naturgas til fjernvarme skyldes faldet i udledningen også bedre varmestyring i kommunens bygninger.
Vejbelysning:
Her faldt forbruget med 13 procent fra 2021 til 2022 takket være udskiftning af lyskilder til LED. I 2023 er forbruget til vejbelysning steget lidt, men forbruget i den generelle belysning i offentlige byrum er faldet med 6 procent.
Synlige effekter
Hos borgmester Allan S. Andersen er de nye CO2-tal meget behagelig læsning:
”Det er motiverende tal, der helt håndgribeligt viser os alle, at vores tiltag nytter – og at vi skal blive ved. Vi er godt på vej mod vores ambitiøse CO2-mål i kraft af gode årlige reduktioner, og ved hjælp af den igangværende fjernvarmeudrulning vil Tårnby Kommune som sted på landkortet være godt på vej til at nå målet om at blive CO2-neutralt i 2050”, siger borgmesteren og fortsætter:
”Samtidig skal vi hele tiden huske, at en bæredygtig udvikling kræver en aktiv indsats for os alle sammen, uanset om vi er borgere, virksomheder eller medarbejdere. Ved at lave systematiske CO2-opgørelser kan vi sætte fokus på områder, hvor vi har mulighed for at opnå gevinster for både miljø, klima og økonomi, og vi kan holde øje med, hvordan vores indsatser virker”, siger borgmesteren.
Arbejdet med de klimavenlige forbedringer fortsætter da også ufortrødent, fortæller formand for Teknik- og Miljøudvalget Lars Hein:
”Vi arbejder både med tekniske forbedringer og med at ændre adfærd. Vi bruger de nyeste programmer til for eksempel at regulere varmen i vores bygninger med AI eller kunstig intelligens, vi har en klima- og energipulje dedikeret til at energirenovere vores bygninger, og så bruger vi tid på at forandre folks holdninger til og viden om vores energiforbrug. På den måde forventer vi at holde de gode takter i forhold til CO2-reduktioner i de kommende år”.
På vej mod CO2-neutralitet i 2050
Fra 2009 til 2017 var Tårnby KLIMA+-kommune med et mål om at reducere CO2-udledningen fra kommunens drift med 2 procent pr. år. I forlængelse heraf har Tårnby Kommune udarbejdet en DK2020-plan, hvor målet er at reducere den samlede CO2-udledning for Tårnby som geografisk område (herunder borgere og virksomheder) med 70 procent i 2027 og 85 procent i 2030. I 2050 skal Tårnby efter planen være CO2-neutral.
Læs CO2-opgørelserne for Tårnby Kommunes drift i årene 2021-2022 og 2022-2023.
Læs mere om Tårnby Kommunes DK2020-klimaplan.