Netværkshuset Kastruplund kan i år fejre 10-års jubilæum. Det blev fejret sidste onsdag med jubilæumstaler, kagemand og musik. Netværkshuset var fyldt med gæster, der var mødt op for at fejre netværkshuset, som er et mødested for voksne, der ønsker flere sociale relationer.
Fødselsdagsflag og rød-hvide-balloner prydede indgangspartiet til Netværkshuset Kastruplund onsdag eftermiddag i sidste uge. Anledningen var, at netværkshuset i år kan fejre 10-års jubilæum. Indenfor i Netværkshuset, der ligger bag Kastruplundgade, var der ligeledes pyntet op til fest med balloner, flag og på et lærred kørte et diasshow med billeder fra de mange arrangementer, som Netværkshuset har arrangeret gennem årene.  Fremmødet var stort og blandt de fremmødte gæster var borgere, der kommer i Netværkshuset, husets frivillige og en lang række samarbejdspartnere. Borgmester Allan S. Andersen var også med til fejringen i følgeskab af kommunaldirektør Lars Rich og chef for Center for Social Indsats og Udvikling Randi Westergaard.  Socialt mødested siden 2014 Netværkshuset Kastruplund, som åbnede i maj 2014, er for alle borgere i alderen 18-65 år, som ønsker flere sociale relationer, og som ønsker at være en del af et aktivt meningsfyldt fællesskab. Det er Røde Kors, der driver huset, og udover deres daglige leder er der tilknyttet en række frivillige ildsjæle, der står for at arrangere og afholde sociale arrangementer, der tæller alt fra gåture, fællesspisninger til kreative workshops og filmaftener.  Inspiration til andre netværkshuse Per Møller Janniche fra Røde Kors Hovedstadens bestyrelse åbnede fejringen med en jubilæumstale. Han fremhævede blandt andet husets store betydning som socialt mødested, og at Netværkshuset i Kastruplund har været inspiration til, at netværkshuse er opstået i andre byer sidenhen.   Borgmester Allan S. Andersen holdt efterfølgende jubilæumstale, hvor han ønskede Netværkshuset, dets brugere, frivillige og daglig leder tillykke med jubilæet. Han sagde også i sin tale:   ”Det er dejligt at se, hvordan Kastruplund har udviklet sig gennem de seneste 10 år til det netværkshus, det er i dag.  Et vigtigt omdrejningspunkt og en base for rigtig mange borgere og frivillige her i Tårnby Kommune.” sagde han og tilføjede: ”At udvikle meningsfulde fællesskaber er netop hele formålet med Netværkshuset Kastruplund. Og at få mulighed for at være noget for andre, og at opleve at blive værdsat er uvurderligt for os mennesker, uanset hvem vi er, og hvad vi har med i bagagen.” Eftermiddagens fejring bød også på optræden fra to musikalske talenter, Victor og Rasmus, der spillede og sang for gæsterne. Undervejs var der både mulighed for at nyde et stykke kagemand og æbleskiver sammen med en kop kaffe, glas gløgg eller en sodavand.