Relationer og gode snakke var i fokus, da borgmester Allan S. Andersen torsdag var i praktik i aftenhjemmeplejen.
Tårnby Kommunes hjemmepleje er en stor organisation, hvor mange medarbejdere med mange forskellige arbejdsopgaver og fagligheder hver dag – og aften – støtter borgerne med praktisk hjælp, omsorg og hjælp med sundhed. For nogle uger siden besøgte borgmesteren hjemmeplejen, og torsdag var han nok engang på besøg, men denne gang stod den på praktik i aftenhjemmeplejen.   Mødte ind med øst-aftenholdet Besøget begyndte med, at teamleder Mette Damsgaard tog imod i hjemmeplejens lokaler på Oliefabriksvej, og borgmesteren mødte så ind sammen med aftenholdet, der kører i den østlige del af kommunen. Hele planen for aftenhjemmepleje blev gennemgået, og de enkelte borgeres behov blev drøftet, inden medarbejderne tog afsted ud til borgerne. Borgmesteren havde fornøjelsen af at følge med social- og sundhedsassistent Anasse Saber ud på besøg hos først Gerda og så Birthe. Anasse har cirka 15 aftenbesøg på en vagt, og han arbejder inden for både serviceloven og sundhedsloven, så det er en bred vifte af støtte, han kan give de borgere, han kommer hos.
Vægt på de gode relationer Det blev en aftentur med mange spændende snakke, og både Gerda og Birthe kunne fortælle, at de er meget glade for Anasse og den relation, de har med ham. Og netop de gode relationer er også noget, Anasse selv lægger meget vægt på i sit arbejde, fortalte han borgmesteren. Efter veloverstået praktik siger borgmesteren: ”Jeg er meget optaget af, at vi leverer en god hjemmepleje, og turen med Anasse ud til Gerda og Birthe var for mig et rigtig klart eksempel på vigtigheden af den gode samtale, trygheden og omsorgen - de vigtige 5 eller 10 minutter, hvor man får talt sammen med vores ældre, samtidig med at de får den praktiske støtte, de har brug for. Derfor er det også meningsfuldt, at hjemmeplejen arbejder med en helhedsindsats og tilstræber at sørge for kontinuitet, så det helst er de samme ansigter, der møder vores ældre borgere. Det er ikke altid, det lykkes, men det er noget, der arbejdes på hele tiden at opnå mest muligt”.