Arbejdstiden bliver fra 1. august 2024 røg- og nikotinfri i Tårnby Kommune. Det har et politisk flertal i Kommunalbestyrelsen besluttet. Formålet er at skabe et sundere arbejdsmiljø for medarbejderne og vise vejen for en hverdag uden røg og nikotin. I dag har 79 kommuner indført røg- eller nikotinfri arbejdstid.
I Tårnby Kommune har vi en politisk vedtaget sundhedspolitik, som har til formål at styrke sundheden i kommunen med fokus på den mentale sundhed, fysisk aktivitet, alkohol og tobak. Som et skridt i det arbejde er det blevet foreslået, at arbejdstiden for de ca. 3200 medarbejdere i Tårnby Kommune fremover skal være nikotinfri. Ifølge Kræftens Bekæmpelse har 79 andre kommuner allerede har indført det, og fra 1. august gør det sig også gældende i Tårnby Kommune. Det vedtog et politisk flertal i Kommunalbestyrelsen tirsdag aften. Kræftens Bekæmpelse anbefaler en nikotinfri arbejdstid, for at vi som arbejdsplads kan bidrage til en kultur, hvor tobak og nikotin ikke er en del af arbejdsdagen. Tiltaget skal være med til at skabe et sundere arbejdsmiljø, hvor færre begynder at ryge, og hvor de, der gerne vil have hjælp til at stoppe, får det igennem arbejdspladsen. Som kommunal arbejdsplads er mange medarbejdere rollemodeller for børn, unge og ældre i hverdagen. Derfor er en af grundene til indførelsen af nikotinfri arbejdstid også, at det er vigtigt, at vi går forrest og viser vejen for en nikotin- og røgfri hverdag. Inden forslaget om nikotinfri arbejdstid har været til politisk behandling, har det været gennem en grundig drøftelse i Hoved MED, samt høring i den lokale MED struktur, så medarbejderne har haft mulighed for at komme med deres anbefalinger til indførelsen af nikotinfri arbejdstid. Flertallet bag beslutningen er bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Tårnby Listen. De nye retningslinjer træder i kraft 1. august, og medarbejderne, der ønsker det, får tilbud om rygestopkurser samt tilskud til nikotinpræparater i forbindelse med et rygestop. For yderligere information kan du se læse referat fra Kommunalstyrelsesmødet her Nikotinfri arbejdstid i Tårnby Kommune