1. juni får Tårnby Kommune ny direktør. Ina S. Ringsdal kommer fra en stilling som chef i Holbæk Kommune og overtager nu stillingen som direktør for beskæftigelse-, unge-, ældre-, social og sundhedsområdet.
Med Ina S. Ringsdals tiltræden får Tårnby Kommune en direktør med stor kommunal erfaring fra henholdsvis Holbæk og Ballerup Kommune. I Holbæk Kommune har hun i de seneste to år arbejdet som chef for det specialiserede voksen- og børneområde. Inden da var hun chef for arbejdsmarked, uddannelse og borgerservice. Tidligere har hun desuden været arbejdsmarkedsdirektør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Ina S. Ringsdal som ny direktør. Borgmester Allan S. Andersen siger om ansættelsen: ”Jeg glæder mig til, at vi snart kan byde Ina S. Ringsdal velkommen som ny direktør i Tårnby Kommune. Hun kommer med stor erfaring fra det kommunale område, hvor hun i mange år har været chef på flere af de store velfærdsområder. Med Ina S. Ringsdal får vi en ny direktør, der vil yde et stort bidrag til den fortsatte udvikling af vores store velfærdsområder. I Kommunalbestyrelsen ser vi meget frem til et godt samarbejde med hende.” Kommunaldirektør Lars Rich siger om ansættelsen: ”Med Ina S. Ringsdal får vi en skarp profil med solid indsigt i blandt andet beskæftigelsesområdet og det specialiserede socialområde. Jeg glæder mig over, at vi med hende på holdet nu har en fuldtallig direktion, som skal være med til at arbejde videre med vores organisationsændring, vores strategiske pejlemærker og med de store reformer på ældreområdet og beskæftigelsesområdet, der skal implementeres i de kommende år. Vi glæder os til at byde Ina velkommen den 1. juni.” Selv siger Ina S. Ringsdal: ”Jeg glæder mig til at blive en del af Tårnby Kommune og starte som direktør for beskæftigelses-, unge, ældre-, social- og sundhedsområdet. Det er inspirerende at blive en del af en organisation, der tydeligt stræber efter at gøre en helhedsorienteret forskel for borgerne på tværs af velfærdsområderne. Herunder at træde ind i en organisation, der ønsker at arbejde med at udvikle bæredygtige velfærdsløsninger til fremtiden. Sammen med en dygtig organisation, engagerede politikere og borgere ser jeg frem til at fortsætte udviklingen mod de ambitiøse mål, som Tårnby Kommune har sat sig til gavn for borgerne.”