De mange malerier vidnede om, at lokationen allerede er taget i brug, og fredag kunne Tårnbymalerne så officielt indvie deres nye hus på Løjtegårdsvej.
Det startede som et aftenskolehold i 1992. 32 år senere er Tårnbymalerne rykket ud af de oprindelige lokaler bag Tårnbyskole til en ny lokation på Løjtegårdsvej 12. Og det blev fejret med fredag eftermiddag, hvor borgmester Allan S. Andersen var blandt de mange, der lagde vejen forbi.
”De nye lokaler er noget, der længe har ligget højt på jeres ønskeliste, og når vi står her, er det også tydeligt, at I allerede nu nyder godt af at have fået mere plads – mere plads til store armbevægelser. Mere plads til at være mange sammen og ikke mindst frihed til at være her lige så meget, I har lyst,” sagde borgmesteren blandt andet i sin tale.
Tårnbymalerne er en meget produktiv forening med et godt sammenhold, og ifølge formand René Lagermann har det øgede antal kvadratmeter både betydet, at der bliver arbejdet mere på tværs af hold, og at der er plads til at lukke nye medlemmer ind. Alle velkomne, også gerne de lidt yngre.