Tirsdag var borgmester Allan S. Andersen og kommunaldirektør Lars Rich til prøvesmagning på Plejehjemmet Pyrus Alle. Prøvesmagningen var sat i værk for at finde den helt rigtige madleverandør til blandt andet Tårnbys plejehjem.
Ingen gik sultne hjem fra Plejehjemmet Pyrus Alle i tirsdags, hvor et udvalg af plejehjemsbeboere, pårørende, medlemmer af kommunens Seniorråd og medarbejdere skulle vurdere to leverandørers forslag til, hvad Tårnbys ældre skal spise i de kommende år. Otte serveringer med hakkebøf Prøvesmagningen var et af de sidste led i udbudsprocessen for at finde den rigtige madleverandør til vores plejehjem, daghjem, rehabiliteringscenter og madservice til hjemmeboende borgere. I løbet af prøvesmagningen skulle der smages på aspargessuppe, citronfromage, roulade, gratinsmørrebrød og ikke mindst hakkebøffer i fire konsistenser. For at kunne lave en retfærdig sammenligning af de to leverandører, skulle deltagerne derfor teste hele otte serveringer af hakkebøf og vurdere alle serveringerne i forhold til kvalitet, smag og præsentation. Et valg af stor betydning Borgmester Allan S. Andersen og kommunaldirektør Lars Rich lagde også vejen forbi Pyrus Alle og smagte flere af retterne på den omfangsrige menu. Borgmesteren fortæller, at han med glæde tog del i arrangementet, da udbudsprocessen for at finde en ny madleverandør har stor betydning for kommunens ældre: ”Vi har stort fokus på trivsel og god velfærd for vores ældre borgere i Tårnby Kommune. Maden på vores plejehjem, daghjem, rehabiliteringscenter og madservice til vores hjemmeboende borgere spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre trivslen og sundheden i hverdagen. Derfor ligger det mig meget på sinde, at vi vælger den rette madleverandør,” siger borgmesteren. Et godt udgangspunkt Næste led i udbudsprocessen er at vurdere de to leverandører ud fra på forhånd fastsatte kriterier, hvor både madens kvalitet og leverandørernes prissætning spiller ind. Borgmester Allan S. Andersen er overbevist om, at prøvesmagningen har givet et godt udgangspunkt, for at den rigtige madleverandør bliver valgt. ”Det var en god oplevelse at deltage i prøvesmagningen, der var veltilrettelagt og godt organiseret. Det var tydeligt, at deltagerne gjorde sig umage for at vurdere de to leverandørers tilbud grundigt, og jeg er tryg ved, at vi finder den rette løsning, der også kan opfylde den enkelte borgers behov,” siger borgmesteren. Selvom deltagerne skulle igennem mange retter, var der også tid til hyggelige samtaler under prøvesmagningen, og til slut takkede arrangørerne deltagerne for deres engagement og grundighed