Se her, hvordan blandt andet gavepapir, flamingokugler og fyrværkeri skal sorteres.
Gavepapir og -bånd: Gavepapir kan gemmes og bruges igen, men det kan ikke genanvendes. Brugt gavepapir skal derfor i RESTAFFALD. Gavebånd kan sagtens bruges mange gange, men når du smider det ud til sidst, skal det også i RESTAFFALD. Silkepapir: Afleveres som PAPIR. Brunt fyldpapir og papirsposer: Afleveres som PAP, da de brune fibre ikke kan genanvendes som papir. Flamingokugler/fyld og flamingokasser: Pakkes ind og afleveres som RESTAFFALD. Hvis det er stort, skal det afleveres som STORSKRALD. Plastpuder med luft: Punkteres og afleveres som PLAST. Strips af plast: Afleveres som PLAST. Fugtposer: Afleveres som RESTAFFALD. Pap: Hvis du klapper pappet sammen, inden du afleverer det i papbeholderen, er der plads til meget mere. Fibrene i pap kan genanvendes mange gange. Der kan være op mod 10 gange så meget pap i papbeholderen, hvis du maser papkasserne, æskerne og rullerne sammen, inden du afleverer dem. Og det er godt for miljøet, for så bliver der genanvendt mere pap. Papmængderne er steget støt gennem de senere år, og også derfor er der grund til at fylde papbeholderne med pap i stedet for luft. Juletræer: Juletræer indsamles i forbindelse med den almindelige haveaffaldsindsamling. Træerne må max måle 2,5 meter i højden, skal være helt fri for pynt, fod og søm (fra foden) og skal sættes ud til vejen senest dagen før eller klokken 6.00 på afhentningsdagen. Nytårskrudt: Fyrværkeri og bordbomber, der er affyret, kan du smide ud i RESTAFFALD. Brugte stjernekastere skal i METALAFFALD. Hvis du har ubrugt fyrværkeri, kan du gemme det efter Sikkerhedsstyrelsens regler eller aflevere det på genbrugsstationen som FARLIGT AFFALD. Se reglerne for opbevaring af fyrværkeri på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.