Der er både Tour-magi og cykelsjov for børn, når Škoda BørneTour kommer til Tårnby lørdag den 20. april. Samtidig skal BørneTour få flere børn op på cyklerne, mener Amager Cykle Ring, Danmarks Cykle Union og hovedsponsoren Škoda. I Tårnby Kommune glæder vi os til, at børnecykelløbet kommer hertil.
Der er igen glade børn i sadlen, når det populære børnecykelløb Škoda BørneTour vender tilbage i 2024 og besøger mere end 20 danske byer med cykelsjov for børn. Lørdag den 20. april kommer cykelløbet til Tårnby, og alle cykelglade børn og unge i alderen 3-15 år inviteres til at være med. Škoda BørneTour er begyndercykelløb for børn og unge, hvor alle kan være med, uanset fart, type af cykel og ambitionsniveau. Škoda BørneTour Tårnby arrangeres af den af den lokale cykelklub Amager Cykle Ring, Danmarks Cykle Union og med støtte fra Tårnby kommune. I Tårnby Kommune er man glade for, at børnecykelløbet kommer til kommunen: ”Jeg er rigtig glad for, at Tårnby i år er en del af den landsdækkende BørneTour. I Tårnby prioriterer vi fysisk aktivitet højt, da vi ved, at gode idræts- og bevægelsesvaner grundlægges i barndommen. Vi har allerede et stærkt forenings- og idrætsliv med mange forskellige foreninger, som skaber gode og aktive fællesskaber til glæde for vores børn. Med BørneTouren får vi helt sikkert en sjov dag, hvor børn i alle aldre kan opleve glæden ved at cykle sammen. Vi ser frem til at byde en masse aktive børn velkommen,” siger borgmester Allan S. Andersen. En lille smule Tour de France-magi til Tårnby Tour de France-sponsoren Škoda drysser Tour-magi over BørneTour-løbene, og hos bilproducenten, der har et nært forhold til cykelsporten, ser den danske direktør gerne flere børn i sadlen i hverdagen. “Vi har været en del af cykelsporten og Tour de France i mange år, så jeg glæder mig virkelig meget til at komme ud og møde en masse cykelglade børn og unge. De sidste års somre har været en sand folkefest med Tour-start i Danmark og Vingegaard som samlet vinder to år i træk, og drømme starter som bekendt i det små, så det er virkelig spændende at være med til begge dele,” fortæller Thomas Bruun, direktør i Škoda Danmark. Undersøgelser viser, at danske børn og unge cykler mindre, og den udvikling vil Skoda gerne hjælpe med at vende. Cyklen skal have en hovedrolle i hverdagen - til glæde for både sundhed, livsglæde og klima. Amager Cykle Ring ser frem til besøget Škoda BørneTour arrangeres af den lokale cykelklub Amager Cykle Ring og formand i klubben Benjamin Hansson, ser frem til børne-touren i Tårnby: ”Cykelsport er både sjovt og meget socialt, og vi tror på, at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med Škoda BørneTour. Uanset hvordan det går, så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje og en god cykeloplevelse – og måske mod på at prøve sig af i en cykelklub”, fortæller Benjamin Hansson, formand i Amager Cykle Ring. Læs mere om Škoda BørneTour her og tilmeld dig børnetouren i Tårnby her Om Škoda Børnetour Škoda BørneTour er begyndercykelløb for børn og unge, hvor alle kan være med, uanset fart, type af cykel og ambitionsniveau. Deltagerne cykler i cirka 15 minutter, og der er medaljer og diplomer til alle. Målet er at give børn og unge en sjov cykeloplevelse og starte drømmene om Champs-Élysées og den gule trøje. Škoda BørneTour køres i år i mere end 20 byer over hele landet – den samlede kalender findes på www.børnetour.dk