Justitsminister Peter Hummelgaard deltog i tryghedsvandring i Kastrup sammen med borgmester Allan S. Andersen, SSP og lokalpolitiet torsdag aften. Under besøget introducerede SSP dem til deres indsatser, løsninger og problematikker, og lokalpolitiet fortalte om deres forebyggende arbejde.
Justitsminister Peter Hummelgaard var torsdag aften inviteret til Tårnby af borgmester Allan S. Andersen for at få et indblik i både SSP’s og lokalpolitiets kriminalitetsforebyggende indsatser og for deltage i en tryghedsvandring i Kastrup.
Aftenens besøg startede i Kastrup Junior Klub, hvor SSP-medarbejder Mikkel Kristensen fortalte ministeren og borgmesteren om det lokale SSP-arbejde og deres indsatsområder. Efterfølgende gik turen til Bredager Torv, hvor lokalpolitiet i Tårnby gav en introduktion til deres forebyggende arbejde.
Peter Hummelgaard deltog herefter sammen med borgmester Allan S. Andersen i en fælles tryghedsvandring med både politi og SSP i Kastrup. Turen var tilrettelagt af SSP og gik til nogle af de områder, som de har særligt fokus på blandt andet Kastruplundgade.
Borgmester Allan S. Andersen siger om besøget:
"Vores SSP-medarbejdere udfører hver dag et vigtigt arbejde i forhold til at forebygge kriminalitet blandt børn og unge i Tårnby. Derfor betyder det rigtig meget, at vores justitsminister havde mulighed for at besøge os og få et indblik i deres indsatser, og at han efterfølgende deltog i en tryghedsvandring sammen med både SSP og lokalpolitiet. Det var et rigtig godt besøg, hvor vi fik udvekslet erfaringer og talt om, hvordan vi bedst samarbejder på tværs af kommuner og stat om at forebygge og bekæmpe kriminalitet i vores lokalområder. Jeg fremhævede konkret behovet for flere statslige midler til tryghedsskabende indsatser i det offentlige rum, så vi kan opsætte tryghedsskabende kameraer på udvalgte steder i kommunen i samarbejde med Københavns Politi."
Justitsminister Peter Hummelgaard siger om besøget:
”Jeg havde et rigtig godt besøg i Kastrup sammen med Tårnby Kommunes borgmester Allan S. Andersen. Det var spændende at være med på tryghedsvandringen, hvor jeg hørte om lokalpolitiet og kommunens SSP-medarbejders erfaringer med forebyggende initiativer og særlige fokusområder forskellige steder i Kastrup. Det gør altid et stort indtryk at få sat virkelige billeder på nogle af de ting, vores dygtige politi ser i deres dagligdag. For det er en vigtig politisk prioritet for mig, at politiet kan være til stede lokalt – til gavn for almindelige menneskers tryghed.”