Når du tænder lyset i klasselokalet eller starter opvaskemaskinen på plejehjemmet, skal det være med lokal, grøn strøm. Sammen med forsyningsselskabet HOFOR, flere andre kommuner og Region Hovedstaden vil Tårnby Kommune undersøge muligheden for at danne et selskab, der kan opsætte solceller på kommunernes egne bygninger. Det tværkommunale selskab vil være det første af sin art – og sætte fart på Danmarks grønne omstilling.
Solceller på skoler, plejehjem og idrætshaller, der sikrer grøn strøm i stikkontakten. Det er ønsket bag et nyt ambitiøst samarbejde, som 12 kommuner og Region Hovedstaden har indledt sammen med HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Kommunerne bag ambitionen om samarbejdet er: Tårnby, Dragør, Ballerup, Brøndby, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, København, Rødovre, Vallensbæk og Region Hovedstaden. ”Vi er meget optagede af at gøre vores bygninger mere grønne, men reglerne for at drive et solcelleselskab er komplicerede, både juridisk og finansielt. Sammen med HOFOR, en række andre kommuner og regionen går vi nye veje for at undersøge mulighederne for at sætte solceller op på tagene af de kommunale bygninger. HOFOR har erfaringer med solenergi, og med et fælles selskab kan vi udnytte viden på tværs og få stordriftsfordele. Samtidig holder vi også fast i det nuværende samarbejde med Tårnby Forsyning om at afdække mulighederne for et lokalt selskab” siger borgmester Allan S. Andersen. Meget skal falde på plads Udfordringen har tidligere været, at hvert eneste solcelleanlæg skulle oprettes som et selvstændigt selskab, hvilket krævede meget arbejde for kommunerne og regionerne. Men nye regler gør det nu muligt for kommuner at oprette ét selskab til at håndtere solceller på egne tagarealer og bygninger. Regler og regulering gør det dog stadig svært at få regnskabet til at balancere. Ideen er at danne sig fælles erfaringer med det nye selskab, og derfor er der dialog om at opstarte pilotprojekter, hvor der sættes solceller på kommunalt ejede bygninger – så man kan samle praktiske erfaringer, inden modellen bliver rullet ud i alle de involverede kommuner og regionen. Ambitionen er, at rammerne for selskabet vil være på plads senere i år, og at HOFOR med pilotprojekterne kan begynde at sætte de første solceller op senest i 2025. Med dette initiativ ønsker kommunerne og regionen i hovedstadsområdet at tage et lokalt ansvar for den grønne omstilling, at gå foran og sende et signal om, at vi alle må bidrage til at passe på miljøet af hensyn til fremtidige generationer. Stort potentiale i solceller på tage Ifølge DTU udgør energiforbruget i bygninger næsten 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug, og bygninger spiller derfor en vigtig rolle i målet om at få mere grøn energi. ”Vi skal have mere fart på den grønne omstilling og udnytte alle muligheder, så det er helt oplagt at udnytte mulighederne i de mange tage, som står ubenyttet hen. Sætter vi solceller op, kan vi dække strømforbruget med lokal grøn strøm. Det vil både skabe en lokal grøn omstilling og gøre bygningernes klimamæssige aftryk grønnere,” siger Susanne Juhl, der er formand for HOFORs bestyrelse.