Der var flotte uniformer og medaljer på mange af deltagerne, da vi torsdag fejrede Tårnbys veteraner, og der blev også uddelt en enkelt børnemedalje.
Dannebrog blev hejst op i den skyfri himmel, da Tårnbys veteraner torsdag blev fejret til den nationale flagdag. Efter at have gjort honnør for flaget, samledes veteranerne i rådhushallen hvor der var morgenmad og tale ved borgmester Allan S. Andersen. Han sagde blandt andet: ”Mange af jer, som er her i dag, er veteraner fra Forsvaret, Politiet eller Beredskabet. I er nogle af Danmarks største helte, for I har været sendt ud i farefulde situationer for at tjene jeres fædreland.” Medalje og klapsalver til Hugo Borgmesteren kom også ind på det aktuelle trusselsbillede og at det danske forsvar nu styrkes, blandt andet ved at værnepligten bliver forlænget til 11 måneder og fra 2027 også gælder for kvinder. I forbindelse med sin udmelding om dette, sagde statsminister Mette Frederiksen, at det er vigtigt også at skabe bedre rammer for vores soldater, så de får den anerkendelse, de skal have for at tjene Danmark. ”Anerkendelse er jo ikke bare vigtig i forhold til jer, der bliver sendt ud i verden. Den er også vigtig i forhold til jer, der er kommet hjem. Vi er nået langt, men vi skal stadig blive bedre til at favne de af jer, der kommer hjem med ar på sjælen og måske får en PTSD-diagnose,” konstaterede Allan S. Andersen. En enkelt børnemedalje blev der også uddelt til Hugo, hvis far har været udsendt. Modige Hugo gik alene på scenen for at modtage medalje og diplom af borgmesteren samt klapsalver fra salen. Herefter var der tid til snak om alle minderne som udsendt, mens Ida Kudo og Jacob Broholm fra Tårnbys musikskole sørgede for musik og sang, der understregede den festlige stemning.