Fredag var 11 kommuner inviteret til temamøde om styring på ældreområdet i Tårnby Sundhedshus, og også ældreminister Mette Kierkgaard lagde vejen forbi.
Tårnby var sammen med Vallensbæk Kommune og Hvidovre Kommune vært, da 11 kommuner i Sundhedsklynge Syd stævnede sammen i Tårnby Sundhedshus for at drøfte fremtidens styring i ældreplejen i lyset af den nye ældrelov, der træder i kraft 1. juli i år. Et forum hvor løsninger kvalificeres Borgmester Allan S. Andersen bød velkommen til temamødet, som han beskrev som en god mulighed til at kvalificere det fremtidige arbejde på området: ”Ældreloven er en lov, som sandsynligvis kommer til at ændre måden, vi tænker styring og ledelse på. Jeg er meget spændt på at høre, hvad I kommer frem til i løbet af i dag. (…) Et temamøde som i dag er et eksempel på et forum, hvor løsningerne kvalificeres,” sagde borgmesteren i sin velkomsttale, hvor han også bød Ældreminister Mette Kierkgaard velkommen til Tårnby og dagens arrangement. Fokus på tre kerneværdier Ældreminister Mette Kierkgaard deltog i arrangementet med et oplæg om den nye ældrelov. Hun fortalte blandt andet, hvordan fokus i den nye ældrelov har været på de tre kerneværdier: Selvbestemmelse, tillid til medarbejdere og ledelse samt samspil med pårørende, civilsamfund og lokale fællesskaber. Ældreministeren understregede også, at man med den nye ældrelov vil sætte rammerne, men også lade det være op til kommunerne at finde de løsningsmodeller, der giver mening lokalt – eksempelvis i samspillet med den frivillige sektor: ”Det er jer, der skal designe, hvordan I vil have samspillet [med de frivillige organisationer],” sagde Mette Kierkgaard blandt andet. Drøftelser på tværs af kommunerne Efterfølgende var der oplæg ved Hedensted Kommune om deres erfaringer med blandt andet implementering af sammenhængende omsorgs- og plejeforløb samt ledelse af tværfaglige faste teams. KL gav et økonomisk blik på den nye ældrelov, og dagen sluttede af med et oplæg om ældreområdet i en brydningstid ved Sundhed og Ældre. Indimellem oplæggene var der god tid til kommunerne imellem at drøfte erfaringer, idéer og mulige løsninger for fremtiden.
temamode-om-aeldrepleje-9.jpg temamode-om-aeldrepleje-4.jpg temamode-om-aeldrepleje-1.jpg temamode-om-aeldrepleje-2.jpg temamode-om-aeldrepleje-5.jpg temamode-om-aeldrepleje-3.jpg