Da borgmesteren var på besøg hos Børnehuset Syrefabriksvej, var det ikke i rollen som borgmester. Det var derimod som praktikant i vejlederteamet på dagtilbudsområdet.
”Hvorfor har de deres sko på indenfor?” var det første, et af børnehavebørnene spurgte om, da borgmester Allan S. Andersen trådte ind ad døren til stuen Valmuerne hos Børnehuset Syrefabriksvej. Borgmesteren måtte altså sande, at selvom man er borgmester, skal man stadig overholde børnehavens regler. Ellers skal man nok få reglerne repeteret af de mindste. (Artiklen fortsætter efter billederne)       Et helt særligt besøg Det er ikke hver dag, at borgmesteren er med ved Valmuernes frokostbord. Anledningen til det særlige besøg var, at borgmesteren for en dag var i praktik i vejlederteamet på dagtilbudsområdet. I praktikken fulgte borgmesteren den pædagogiske vejleder Michael Kjær, der dækker institutionerne i Skottegårdsdistriktet. På dagens program var observationer og pædagogiske drøftelser af handleplaner med pædagogerne i Børnehuset Syrefabriksvej. (Artiklen fortsætter under billedet) Borgmester Allan S. Andersen fortæller, at han sætter stor pris på at opleve dagligdagen og opgaverne blandt kommunens forskellige medarbejdergrupper: Jeg får enormt meget energi af at komme ud i de her praktikker og opleve, hvordan hverdagen ser ud hos medarbejderne i kommunen. Børneperspektiv og samarbejde Michael har været ansat i Center for Dagtilbud og Pædagogik i 16 år. Han fortæller, at selvom nogle ville synes, at det er lang tid at være samme sted, har han ikke haft noget behov for at søge videre. For jobbet og organisationen har forandret sig gennem årene. Michael og de 7 andre pædagogiske vejlederes primære funktion er at understøtte daginstitutionernes pædagogiske arbejde ved at observere, drøfte og støtte udarbejdelsen af handleplaner for børn, der har behov for en ekstra indsats. (Artiklen fortsætter under billedet)   Michael forklarer, at han især kigger på de rammer, børnene er i og ser på, hvordan vi som voksne kan støtte børnenes trivsel og udvikling: Vores opgave er at skabe nye tilgange og klarlægge den voksnes rolle. Han uddyber, at et stærkt fokus på børneperspektivet samt samarbejdet med pædagogerne er vigtige elementer i forhold til at opnå de bedste resultater. Borgmester Allan S. Andersen fortæller, at han efter besøget var meget imponeret over både børnehusets pædagoger og Michaels arbejde: Selvom jeg kun var på et kort besøg, kunne jeg virkelig fornemme den betydning, som både Michael og pædagogerne har i forhold til børnenes dagligdag, trivsel, humør og udvikling. Den forskel, det pædagogiske personale gør for vores mindste borgere, må aldrig undervurderes.