Endnu en uge er gået, og jeg synes efterhånden, vi er kommet godt i gang med 2025. Jeg har haft et travlt program i denne uge, hvor jeg blandt andet har deltaget ved en workshop om ordblindhed og en drøftelse af den nye ældrelov. Næste uge bliver også travl men god, når jeg blandt andet skal indvie en ny pavillon i Skolebotanisk Have. Mere om det og meget andet i denne uges nyhedsbrev.
Vi går ind i et reformår
Som jeg også skrev lidt om i sidste uge, er der mange reformer, der skal implementeres i den kommende tid. Jeg vil gå så langt som at sige, at man godt kan kalde 2025 for et reformår, når vi på hele seks områder i kommunerne skal indarbejde nye reformer og aftaler i vores arbejdsgange. Der skal specifikt implementeres reformer på folkeskolens område, i ældreplejen, på beskæftigelsesområdet, på sundhedsområdet, på det specialiserede socialområde, og så skal også den Grønne Trepart virkelighedsgøres. Det bliver spændende at følge den udvikling, vi kommer til at se i kommunerne og også her i Tårnby i de kommende år.
Samtidig betyder de mange reformer selvfølgelig også, at der ligger et stort arbejde foran os i forhold til at finde de rigtige løsninger for Tårnby Kommune.
Vigtige drøftelser om ældreplejen med ældreministeren og fremtidens skole
Arbejdet frem imod implementeringen af reformerne er allerede godt i gang, og i dag bød jeg velkommen til et temamøde for kommunerne i Sundhedsklyngen, hvor den kommende styring på ældreområdet blev drøftet. Vi var så heldige, at ældreminister Mette Kierkgaard også deltog på mødet og holdt oplæg om den nye ældrelov.
På tirsdag fortsætter de vigtige drøftelser af de nye reformer, når jeg sammen med kommunalbestyrelsen og relevante fagmedarbejdere skal drøfte folkeskolens kvalitetsprogram. Vigtigt for os i Tårnby er det selvfølgelig, at fokus er på eleverne og på kvaliteten i den skolegang, vi tilbyder.
Ordblindhed på skemaet
I går var jeg forbi Korsvejens Skole til et besøg hos det supplerende kommunale ordblindetilbud Boost. Under besøget deltog jeg i en workshop om ordblindhed målrettet elever og forældre, hvor vi sammen afprøvede de strategier samt læse- og skriveteknologier, børnene bruger på kurset.
Man regner med, at cirka 7% af den danske befolkning er ordblinde. Derfor er det vigtigt at sætte ind med fokus, viden og indsatser allerede i folkeskolen. Jeg var glad for at få chancen for at snakke med nogle af de ordblinde elever og deres forældre og samtidig lære mere om arbejdet for ordblinde elever i Tårnby.
Besøg hos et par af Tårnbys modtagere af Gazelleprisen
Jeg har taget hul på min række af virksomhedsbesøg for 2025. I dag har jeg været på besøg hos ejendomsservice- og rengøringsvirksomheden RengøringsAgenterne, som ligger på Fuglebækvej. Firmaet modtog Børsens Gazellepris i 2024 og tilskriver deres succes til deres gode medarbejdere. Jeg fik et godt indblik i virksomheden og deres arbejde med svanemærkede produkter, der bidrager til, at de kan udføre deres opgaver så bæredygtigt og miljøvenligt som muligt.
I næste uge skal jeg besøge SBS, Scandinavian Baggage Service, som distribuerer forsinket bagage til rejsende. De modtog faktisk også Børsens Gazellepris sidste år, og jeg glæder mig til at besøge firmaet, som jeg ved, er vokset rigtig meget med hensyn til antal medarbejdere de sidste knapt fem år.
Paneldebat om støj- og partikeludledning
Mandag er jeg inviteret til at være en del af panelet til en paneldebat om støj- og partikeludledning, som en borgergruppe har arrangeret på Tårnby Gymnasium. Der vil både være folketingspolitikere samt lokalpolitikere fra Tårnby og København i panelet, og inden debatten vil flere forskere holde oplæg. Jeg ved, at det er et emne, der fylder hos mange borgere, og på rådhuset har vi også stort fokus på at finde gode og bæredygtige løsninger. Jeg glæder mig til at deltage i paneldebatten og til at høre de andre paneldeltageres synspunkter og idéer.
Vi undersøger et muligt EU-samarbejde
Tårnby Kommune er i øjeblikket også i gang med at undersøge, om vi kan indlede tættere samarbejde på tværs af byer i Europa, som også har en lufthavn som nabo. Altså byer, som står med samme udfordringer som os. Vi er i dialog med Airport Region Councils, som er en europæisk organisation, hvor jeg håber, at vi kan hente inspiration til, hvordan vi kan løse vores lokale udfordringer.
Informationsaften for nye borgere
På torsdag skal jeg en tur på Hovedbiblioteket og deltage ved en informationsaften for nye borgere i Tårnby med udenlandsk baggrund. Her vil vores nye borgere blive introduceret til Tårnby og også til det rige foreningsliv, vi har her i kommunen. Det er altid en god oplevelse at møde nye borgere og høre, hvorfor de har valgt lige netop Tårnby.
Nu er Danmarksindsamlingen åben: Byd på en tur på Kastrupgårdsamlingen med borgmestermiddag
Frem til den 1. februar kan man byde på Danmarksindsamlingens onlineauktioner og være med til at støtte et godt formål. Tårnby Kommune bidrager igen i år til velgørenhedsauktionen. I år kan man byde på et besøg med mig på Kastrupgårdsamlingen, hvor der skal eksperimenteres med grafiske tryk. Efterfølgende tager vi på en af byens bedste restauranter til en god middag.
I næste uge skal jeg desuden besøge Skelgårdsskolen, som har stor tradition for at støtte op om indsamlingen. I år er ingen undtagelse, og torsdag skal jeg se de forskellige årganges bidrag. Jeg har hørt rygter om, at der både er gyserkælder, kagebod og meget andet, så det kan kun blive en sjov dag.
Temaet for årets Danmarksindsamling er ”De stille katastrofer”. Det er en vigtig sag, og jeg håber, I vil overveje at byde på auktionen eller støtte på anden vis.
Se auktionerne og byd her (åbner i et nyt vindue)
Vær med til at indvie den nye pavillon i Skolebotanisk Have
I december blev en ny pavillon hejst ind i Skolebotanisk Have, hvor den fremadrettet skal danne rammen for undervisning, workshops, fordybelse og socialt samvær. Jeg er med til at indvie den nye pavillon på mandag den 27. januar kl. 16.15-17.15. Alle er velkomne. Jeg håber, vi ses.
Læs mere om indvielsen her
På tirsdag holder Tårnbys genbrugspladser lukket
Jeg vil også lige huske at nævne, at alle ARC’s genbrugspladser og dermed også genbrugspladserne i Tårnby holder lukket på tirsdag den 28. januar på grund af uddannelse. Så lige den dag, kan I desværre ikke aflevere affald på genbrugspladsen, men heldigvis åbner de igen allerede onsdag.
Vil du være med til at skabe Uge17: Klima, miljø og FN’s Verdensmål 2025?
For tredje gang sætter Tårnby Kommune fokus på klima, miljø og FN’s 17 Verdensmål. Tårnby Kommunebiblioteker og Center for By, Miljø og Klima inviterer dig, din forening, virksomhed, institution eller nabo med til opstartsworkshop, hvor vi sammen vil afsøge muligheder og drømme og tale om positive fremtidsløsninger
Workshoppen finder sted torsdag den 6. februar kl. 16.30-19.00 på Tårnby Hovedbibliotek. Der er forplejning til alle, der er tilmeldt senest den 31. januar.
Tilmelding på www.taarnbybib.dk/uge17 (åbner i et nyt vindue).
Børnegalla i Kastrupbio
Kulturhuset Kastrup Bio byder bl.a. på Danmarkspremiere aktuelle Pigen med Nålen og A Real Pain. Torsdag den 6. februar kl. 17.30 er der desuden børnegalla på den nye danske familiefilm Honey. Foyeren er pyntet med balloner og rød løber, og fra kl. 17.00 er der levende musik i foyeren med Ida Kudo og elever fra Tårnby Musikskole. Alle gæster til børnegalla på Honey får et gratis lille bæger popcorn med ind til filmen.
Og så er der kun tilbage at sige tak for denne gang. Hav en rigtig god weekend.