Hun er leder af Vuggestuen Tårnby Torv og Børnehaven Englandsvej, der om lidt flytter sammen i det nye stadionbyggeri og bliver til Tårnbys første idrætsinstitution. Selv ser Camilla Jellesmark det som sin fornemmeste opgave at give små verdensborgere en masse kompetencer med i rygsækken.
”Her skal der være et kæmpe maleri af Tårnbys vartegn,” fortæller Camilla Jellesmark stolt, mens hun viser rundt i den bygning, der snart bliver Tårnbys første DGI-certificerede idrætsinstitution med plads til 44 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn.
At få chancen for at være med til at forme en helt ny institution er tydeligvis en opgave, Camilla har taget på sig. Hun kører forbi byggeriet hver dag på vej til arbejde og har selv været med til at tegne nogle ”fede løsninger.”
Nu glæder hun sig, men det har også været en hård proces at skulle flytte, for den nye institution har plads til færre børn, og Camilla og hendes medarbejdere har derfor skulle sige farvel til nogle kolleger, og så er det en ”kæmpestor koordineringsopgave” at få pakket det hele ned, uden det går ud over børnenes hverdag.
Kan vi ligge på maven i stedet?
Det var et tilfælde, at Camilla og hendes familie kom til Tårnby for 14 år siden, og hun havde altid sagt, at hun aldrig ville arbejde i den samme kommune, som hun boede. Men efter ti år som pædagog og teamkoordinator i en institution i Københavns Kommune søgte hun for syv år siden jobbet som souschef for Vuggestuen Tårnby Torv og Børnehaven Englandsvej, og da lederen så stoppede under corona, søgte hun også det job.
”Vi har arbejdet meget med at gøre vuggestue og børnehave til en samlet institution, og det er svært, når man har adresse på hver sin matrikel, men vi er lykkedes med det, og nu er opgaven at tage alt det gode, vi har skabt med over i de nye rammer, og det bliver rart, at vi nu alle skal være under samme tag.”
For at den nye institution skal være en DGI-certificeret idrætsinstitution, kræver det, at medarbejderne deltager i et kursus med syv kursusgange hos DGI. Her skal de undervises i, hvordan de kan inkorporere leg og bevægelse i de ting, de gør med børnene. ”Kan vi fx ligge på maven når vi holder samling i stedet for at sidde på numsen,” spørger Camilla retorisk.
Færre børn kan cykle
Legepatruljen har også været forbi for at undervise medarbejderne i, hvordan de kan bruge den samme leg på forskellige måder og skalere ned til vuggestuebørn og op til skolebørn, forklarer Camilla med entusiasmen lysende ud af øjnene:
”Fra skolernes side er der en større og større forventning om, at børnene er motorisk stærke, men det er snarere gået den modsatte vej. Mange børn kan i dag ikke finde ud af at cykle, fordi deres forældre fragter dem til alting,” konstaterer hun.
Lille kommune store muligheder
Den officielle åbning af den nye institution bliver den 29. maj. At skulle være en sportsbørnehave er dog ikke noget, Camilla ser som en meget stor omvæltning.
”Vi er i forvejen meget ude og bruger de muligheder, der er i kommunen - tæt på vand, bibliotek og biograf blandt andet. Jeg synes, Tårnby er en rigtig god kommune, fordi den er lille, men rummer mange muligheder, og vi er tæt på offentlig transport, så vi nemt kan komme ind til byen. I forbindelse med flytningen har jeg oplevet et stort engagement fra medarbejderne og en kæmpe opbakning fra forældrene, som har sat en hel søndag af til at jælpe os med flytning og indretning.”
Om det bedst ved sit job siger hun:
”Det er at være med til at forme børnene. Jeg plejer at sige, at vi udvikler verdensborgere. Den fornemmeste opgave, vi har, er at komme en masse kompetencer ned i deres rygsække.