Hoved-MED er en del af MED-systemet, der er den faste struktur for drøftelser om arbejdsmiljø og arbejdsforhold mellem medarbejdere og ledelse i Tårnby Kommune. Men hvad betyder det at have en MED-struktur? Og hvad beskæftiger man sig med i Hoved-MED? Det gør Hoved-MED formand Lars Rich og næstformand Susanne Pedersen os lidt klogere på i denne artikel.
Først lidt fakta om Hoved-MED:
Hoved-MED har seks ordinære møder om året, men der er også mulighed for at afholde ekstraordinære møder. Hoved-MED består af repræsentanter fra ledelsen og medarbejdersiden samt arbejdsmiljørepræsentanter.Lars Rich har været kommunaldirektør siden august 2023 og er formand i Hoved-MED.Susanne Pedersen er socialformidler i Center for Politik og Kommunikation og har været en del af MED og tidligere SU (samarbejdsudvalget) i over 30 år og næstformand i over 20 år.
Hvad betød skiftet fra SU til MED?
Før Tårnby Kommune sluttede sig til andre kommuner og introducerede MED-strukturen, skulle beslutninger relateret til arbejdsforhold i stedet igennem SU (Samarbejdsudvalget). Susanne Pedersen: ”Vi overgik til MED efter mange års drøftelse. Overgangen til MED betød et øget fokus på MED-bestemmelse og MED-indflydelse. I SU blev vi orienteret om emner, beslutninger og problemstillinger relateret til arbejdsforhold. I MED-systemet er der i højere grad tale om drøftelser.” Samtidig betød det også, at arbejdsmiljørepræsentanterne blev en del af MED-systemet og nu sidder med i Hoved-MED. Tidligere var SU og arbejdsmiljø to separate spor.
Hvad kan Hoved-MED, og hvorfor er det en vigtig instans?
Susanne Pedersen: ”MED-systemet sikrer, at alle forhold af betydning for arbejds-, personale-, samarbejds- og arbejdsmiljøforhold bliver drøftet. Hoved-MED har beslutningskompetence, når der for eksempel skal udarbejdes retningslinjer. I de sager, hvor Hoved-MED ikke har beslutningskompetence, tages overvejelser og kommentarer med videre i for eksempel økonomiudvalget eller andre instanser, hvor de endelige beslutninger vedtages.”Lars Rich: ”I Hoved-MED ser vi sager og tematikker fra både medarbejder- og lederperspektiv. Problematikker bliver dermed belyst fra alle sider, og det kvalificerer løsningerne.”
Hvilke spørgsmål arbejder man typisk med i Hoved-MED?
I de senere år har Hoved-MED for eksempel drøftet omstruktureringen på rådhuset fra forvaltninger til centre og den dertilhørende flytning af kontorer. Ligeledes har processen omkring nikotinfri arbejdsplads været i Hoved-MED, som blandt andet ønskede flere rygestopkurser til medarbejderne.Susanne Pedersen: ”Hoved-Med arbejder desuden med flere sundhedsfremmende initiativer på arbejdspladsen. Vi har for eksempel været inde over DHL, Stafet for Livet og Lady Walk og presser på for, at der bliver sat penge af til den slags aktiviteter.” Lars Rich: ”Et andet klassisk eksempel på en proces, som Hoved-MED altid er en del af, er budgetlægningen. Budgettet skal altid drøftes i Hoved-MED.”
Hvad er på dagsordenen lige nu?
Hoved-MED tager del i rigtig mange processer, og dagsordenen til møderne er ofte lang. Det er også tilfældet for tiden, hvor Hoved-MED blandt andet beskæftiger sig med:• Evaluering af MED-systemet• Onboardingproces for nye medlemmer i Hoved-MED• Whistleblowerordning• APV og trivselsundersøgelse
Hvad er eksempler på gode processer i Hoved-MED, der har givet positive resultater?
Susanne Pedersen: ”Jeg var rigtig glad for, at vi med initiativ fra medarbejdersiden fik genetableret Rådhus-MED for de sager, der er specifikke for rådhuset.” ”Derudover er der også hele spørgsmålet om løn, hvor blandt andet arbejdet i Hoved-Med resulterede i, at der i 2022 og 2023 blev afsat en ekstra pulje til løn, herunder til rekruttering og fastholdelse.”Lars Rich: ”Arbejdet i MED-systemet handler generelt om, at det, der rører sig i hele organisationen – herunder i de yderste led, også når beslutningstagerne. Derfor er vigtigt, at hele kæden er trimmet og intakt. At hvert led virker. På den måde sikrer vi, at de beslutninger, der i sidste ende træffes, er til glæde for så mange som muligt og kan komme borgerne til gode.”Vil du læse mere om Hoved-MED? Du kan altid følge med i arbejdet og læse de seneste referater her på intranettet:
Læs mere om Hoved-MED