Mikkel Kirstensen og Mikkel Godman står for SSP-indsatsen i Tårnby Kommune. Den ene er tidligere politibetjent, den anden pædagog og misbrugsvejleder, og sammen hjælper de unge over i et voksenliv uden kriminalitet. I dette nummer af MedarbejderNyt fortæller de om SSP-indsatsen, som rækker ud i mange dele af kommunen.
Det er snart fem år siden, Mikkel Kristensen forlod Københavns Politi og en stilling i lokalpolitiet i Tårnby for at blive SSP-medarbejder i Tårnby. Siden har han dannet makkerpar med Mikkel Godman, som har været i SSP Tårnby i 11 år. "I SSP arbejder vi med kriminalitetsforebyggelse for unge, og med indsatser for unge, som måske er på vej ud i noget kriminelt eller som har lavet noget kriminelt. Vores opgave er at hjælpe dem væk fra den kriminelle løbebane og i stedet give dem et andet tilbud," fortæller SSP-medarbejder Mikkel Godman fortæller om deres rolle som SSP: Hvor Mikkel Kristensen er tidligere politimand, er Mikkel Godman uddannet pædagog, misbrugsvejleder og kriminolog. Deres forskellige faglige baggrunde supplerer godt i et job, der både handler om at være en autoritet, de unge lytter til, såvel som en fortrolig, de har lyst til at åbne op overfor. SSP er et tværfagligt samarbejde mellem skole, sociale myndigheder som familieafdelingen og politiet med fokus på kriminalitetsforebyggelse for unge. Det forebyggende arbejde består blandt andet i at rådgive og vejlede unge og deres familie, afdække behovet for individuelle indsatser for en ung og koordinere det med kolleger i andre afdelinger, der ofte har det konkrete tilbud til den unge. Vi er mange gange den første indgang for den unge, og det er vores opgave opbygge den tillid, der gør, at de har lyst til at åbne op, så vi kan finde ud af, hvem der hjælpe dem bedst videre. Det kan være en psykolog, en uddannelsesvejleder, en klubpædagog eller en sagsbehandler. Vores fornemmeste opgave er at hjælpe dem til at få et bedre voksenliv" - Mikkel Kristensen  På aftentur i Tårnby  Mikkel Kristensen er SSP-medarbejder, og han arbejder ofte i aftentimerne. Her kan du møde ham på gader og stræder i Tårnby. En aftenvagt starter typisk med et besøg på en af kommunens ungdomsklubber. Her møder han mange af de unge og får en føling med, hvad der rører sig blandt dem: "Det er vigtigt at være ude og møde de unge. Det er her, vi hører, hvad der rører sig, og om de er bekymrede for noget eller der er konflikter, vi skal kende til. Og mange gange laver vi også walk-and-talks alene med en ung, som kan bruge os som et frirum, hvis de har brug for vende noget, der er svært."  Herefter kører Mikkel Kristensen rundt til forskellige områder i kommunen. SSP har udpeget en række såkaldte hotspots, hvor der kan være udfordringer med utryghedsskabende adfærd. Her går han i dialog med de unge, han møder, ligesom han også ofte taler med borgere, der vil vende oplevelser i deres lokalområde eller har spørgsmål til indsatsen. Foruden Mikkel Kristensen er der også en række gadeplansmedarbejdere, som går vandringer i kommunen i de sene aftentimer i weekenderne: "SSP er dialogbaseret, så vores opgave er snakke med de unge, vejlede og hjælpe dem. Vi har ikke nogen myndighedsværktøjer, som politiet har. Så når vi møder en gruppe unge, der hænger i et boligområde og ryger hash, kan vi ikke bortvise dem. Men vi kan fortælle dem, at det er noget skidt, de har gang i, og at dem, der bor der, ikke synes det er rart. Og nogle gange kan de unge godt se det, og så lister de afsted," fortæller han. Lokale kræfter på skoler Hvor Mikkel Kristensen arbejder meget i aftentimerne, er Mikkel Godman ofte på i dagtimerne. Her står han i høj grad for den administrative og strategiske planlægning af deres indsatser. Det indebærer en del kontortid som ofte sker fra en af kommunens skoler. Det giver ham mulighed for at kombinere administrativt arbejde med sparring med skolens medarbejdere og mulighed for at holde kriminalitetsforebyggende samtaler med elever.  "De unge ved, jeg sidder på skolerne, og at de kan komme til mig. I dag har jeg allerede tre samtaler planlagt på en af skolerne. Vores synlighed på institutioner gør, at de får lyst til at tale med os, og det viser, at vores arbejde gør en forskel. " SSP-indsatsen inkluderer udover Mikkel Godman og Mikkel Kristensen, også en medarbejder fra lokalpolitiet og SSP-lærere- og pædagoger på skoler og klubber, som varetager indsatsen lokalt.  "Det forebyggende arbejde skal gerne ske i lokalområderne, hvor de unge er, og hvor de lokale kræfter og den tætte relation er. Som central SSP deltager vi tit i møder på skolerne med unge og deres forældre, hvor vi kan understrege alvoren i en sag. Men det er de lokale kræfter, som skal fortsætte relationsarbejdet og hjælpe den unge, når vi er gået, og det støtter og vejleder vi dem i" - Mikkel Godman En fælles indsats SSP-indsatsen dækker over en lang række indsatser med fokus på kriminalitetsforebyggelse for unge. Det kan være alt lige fra oplæg på skolerne, rådgivning af forældre til indsatser over for enkelte unge, der har været i dialog med politiet. Det hele sker i tæt samarbejde med politiet, Familierådgivningen og de lokale kontaktpersoner i insitutionerne, og hver uge holder de møde, hvor de koordinerer indsatser.   Det tætte tværfaglige samarbejde er afgørende for, at der hurtigt kan sættes ind over for en ung, og det er ifølge Mikkel og Mikkel også det gode samarbejde på tværs, der skaber succes i indsatserne. Vi er lykkedes, når vi i samarbejde med lokalområderne har formået at løfte en ung ud af begyndende kriminalitet og over ind i at passe sin skole eller være begyndt i praktik. Det er fantastisk at være med til, og det kan vi kun gøre i samarbejde med andre" - Mikkel Kristensen