Tårnby er en grøn kommune med natur i byen og store åbne grønne arealer og skove. Vi arbejder konstant på at udvikle biodiversiteten og gøre byen grønnere.
Natur i byen er godt for sundheden
Grønt i byen er mentalt og fysisk sundhedsfremmende. Undersøgelser viser, at naturen og det at bo nær grønne arealer bidrager til afstresning, rekreation, leg og læring.
Grønne stier, træer, parker og grønne arealer udgør en del af de grønne elementer og strukturer i byen og landskabet. De gør det muligt for dig at opleve bynatur, biodiversitet og årstidens variationer i hverdagen.
Den rekreative værdi er med til at styrke din fysiske og mentale sundhed. Grønne områder og parker giver dig mulighed for en pause i hverdagen, og hvis der er under 500 meter fra dit hjem til et grønt område, er der større sandsynlighed for, at du bruger området.
Vi arbejder derfor hele tiden på at udvikle den grønne by i Tårnby. Det gør vi bl.a. med træer i byrummet og udvalgte blomster og planter, som styrker biodiversiteten i vores kommune.