Gemmas Allé skal som led i Tårnby Kommunes skybrudsplan omdannes til en klimavej, hvor regnvand skilles fra afløbssystemet og dermed aflaster de omkringliggende kloakker ved større regnvejr og skybrud.
Visionen Gemmas Allé skal omdannes til en klimavej med et grønt strøg. En klimavej er en vej, som kan tilbageholde store mængder vand i tilfælde af for eksempel skybrud. Klimavejen på Gemmas Allé vil udover at fungere som skybrudssikring også blive et nyt, grønt strøg. Projektet er en del af kommunens skybrudsplan, som skal ruste os til fremtidens mere ekstreme vejr. Den nye klimavej vil fungere sådan, at regnvand ved meget nedbør bliver ledt til faskiner under vejen, i grøfter og i en lavning i parken. Det ledes først tilbage i afløbssystemet, når der igen er plads, hvilket vil mindske risikoen for oversvømmelser. Projektet vil ikke kun afhjælpe oversvømmelser i området omkring Gemmas Allé, men aflaste afløbssystemet generelt og dermed mindske risikoen for oversvømmelser i en stor del af kommunen. Der bliver etableret underjordiske faskiner og grøfter til midlertidig opmagasinering af regnvand, og ved større skybrud vil regnvandet blive ført til en lavning i parken nord for vejen. I forbindelse med projektet bliver der også arbejdet med at forbedre trafikforholdene på Gemmas Allé. Den nuværende grønne rabat bliver udvidet, og der bliver opført vejbede, som kommer til at fungere som chikaner, der sænker hastigheden. Der vil også være parkeringspladser mellem chikanerne. Status Der er blevet udarbejdet et projektforslag, som blev præsenteret på et borgermøde den 14. juni. Her var naboer og brugere af området inviteret. Projektforslaget bliver justeret til i løbet af sommeren, og der vil blandt andet blive taget udgangspunkt i de oplysninger og kommentarer, som kom frem på borgermødet. Det er forventningen, at der I samme periode skal lægges nye fjernvarmeledninger under vejen, og projektering og anlægsarbejdet bliver koordineret i forhold til det. Der vil løbende blive informeret om projektet her på siden.